Vælg dit sprog

Februar 2025

30. årgang

Nr. 1

Kalender

Generalforsamling, mandag den 3. marts 2025, kl. 1900 i Lindeværftet

Se dagsorden nedenfor.
Efter generalforsamlingen er der medlemsmøde.

Alle tirsdage fra den 9. januar, kl. (13:00) 18:30 – 20:00

Alle medlemmer er velkomne tirsdage, hvor vi arbejder med forskelligt håndværk, der er måske allerede
nogle der arbejder fra kl. 13.

Påske

Alle dage fra den 17. til den 21. april, kl. 14 – 17.

Sommer

Uge 27 – 35, 28. juni til 31. august:
Tirsdag fra kl. 14 – 20.
Torsdag fra kl. 14 – 17.

Guider

Hvis du brænder for at hjælpe til som rundviser, er du velkommen til at kontakte Åse.

Indkaldelse til generalforsamling

Generalforsamlingen afholdes mandag den 3. marts 2025, kl. 19:00 i Lindeværftet.

Dagsorden

  1. Valg af dirigent
  2. Formandens beretning
    Godkendelse af beretning
  3. Fremlæggelse af regnskab
    Godkendelse af regnskab
  4. Behandling af indkomne forslag
    Forslag skal skriftligt afleveres til bestyrelsen senest en uge før generalforsamlingen
  5. Valg af bestyrelsesmedlemmer iht. §4. På valg er
    - Ib Stolberg-Rohr. Villig til genvalg
    - Karl Erik (Kalle) Hansen. Villig til genvalg
    - Lis Carstensen. Villig til genvalg
  6. Valg af suppleant, på valg er:
    - Anna Helena Jørgensen
  7. Valg af revisor. På valg er:
    - Christan B. Hansen. Villig til genvalg
  8. Fremlæggelse af budget og det årlige (2026) kontingent
  9. Eventuelt

Efter generalforsamlingen er der medlemsmøde og kaffe/the.

Husk at kontingentet på 150 kr. skal være indbetalt inden generalforsamlingen.
Se i øvrigt: Kontingent nederst i Nyhedsbrevet.

Besøg af politiet

12. december havde vi besøg af politiet. Bare rolig, vi havde selv inviteret dem.
Vi har jo spyd og sværd udstillet i vores formidlingslokale og det kræver en blankvåbenstilladelse, som vi har haft i mange år. Men verdenen omkring os udvikler sig, også til det værre, så Lis har kontaktet Politiets Administrative Center i Holstebro, det er dem der tager sig af slige tilladelser. Vi sendte dem en samling billeder af vores udstilling og på grundlag af disse, blev det vurderet, at et besøg var nødvendigt.

Besøget blev fastlagt til den 12. december, hvor der kom tre politifolk. Sammen gennemgik vi vore faciliteter og aftalte hvilke ændringer vi skulle foretage os. Det hele blev så konfirmeret i en officiel skrivelse den 13. december.

Indholdet kan, af gode grunde, ikke beskrives her, bortset fra ét krav:
Vores lanse/spydspids, som vi bruger under filmfremvisning, må kun være fremme, når vi selv er tilstede. Den skal altså gemmes væk, når vi forlader Lindeværftet. Hvor aftaler vi.

Politifolkene gav sig selv tid til at se båden og vore andre faciliteter. De var imponerede!

Tilstede fra lauget var Lis, John og Ib.

 

Dødsfald

Arne Madsen er død

Arne i gang med beskyttelse af Tilias syninger.

Arne døde den 27. december 2024 og blev bisat den 4. januar fra Svenstrup kirke.

Arne var medlem af lauget helt fra oprettelsen i 1991.

Har deltog i stort set alle praktiske opgaver helt fra begyndelsen, det eneste han ikke ville, var at være i bestyrelsen.

Arne var med til at bygge prøvestykkerne og selve båden.

Han var med til Polen for at udvælge lindetræer til byggeriet.

Han huggede planker, skar klamper til og hjalp med at sy båden sammen.

Da båden var færdig, påtog Arne sig at passe og vedligeholde båden, bygningen og alt det udvendige, sammen med de andre aktive. Desuden deltog han i så godt som alle de arrangementer lauget var med til.

Sammen med Sonja, hans første kone, som vi tit fik at vide, har han været en uvurderlig hjælp i lauget.

Vi vil også gerne fra bestyrelsen sige tusind tak for donationen fra Arne og Sonja, da de havde bestemt at folk kunne donere et beløb til lauget i stedet for at købe blomster til bisættelsen.

Formand Jørn Anders Jørgensen

Plantefarvning i efteråret og vinteren 2024

Plantefarvede garner.

Plantefarvning er en dejlig og alsidig beskæftigelse. Man kommer ud i naturen året rundt for at samle planter, og rundt om næsten alle naturtyper. Det er vigtigt at have et vist plantekendskab, og det er spændende at finde ud af, hvilke planter der kan bruges til at give garner og stoffer de dejligste farver.
Man arbejder med uld, vand og kemiske reaktioner og skal have styr på bejdsning, temperaturer og tid. Det er alt sammen noget, som kommer med øvelsen, men det er vigtigt at skrive logbog over det man gør, så man kan lære af det.
I skoven har vi fundet svampe, som nu er tørre, og siden skal rives/knuses, koges af – måske et par gange før de giver farve. Egebladene og få galler gav fine lysbrune/kamel farver. 
Langs søen plukkede vi ellekogler og kom i snak med mange gående og hundeluftere, som var interesseret i at høre, hvad vi dog skulle bruge koglerne til. De gav de smukkeste cognacfarver, og vi samler sikkert til en omgang mere om ganske kort tid, da der stadig sidder mange kogler på træerne endnu. Midt på sommeren begyndte tagrør at blomstre, og da vi ikke have tid til at farve, blev de frosset. Ved juletid fik smukke gule farver, men havde håbet på en mere neongrøn, nu må vi undersøge mere om temperaturer og vandkvalitet inden næste sommer.
På marken – og langs veje og stier fandt vi kamille og røllike, hvis bladrosetter om efteråret også giver fine gule farver. Den blomstrende dueurt overraskede med kraftige gule farver og megen farvekraft.
I min gamle have står en stor valnød, som hvert år giver i overflod af nødder, som giver fine brune farver, æbletræerne donerer blade, som giver gule farver, både forår og efterår. 
Vi brugte for første gang blade og kviste fra laurbærkirsebær, som gav rødlige og rødbrune farver. Bladene indeholder blåsyre, så når man koger dem af ’dufter’ det kraftigt af mandel, og man må aldrig gøre dette indendørs, da dampene er meget giftige.
Vi har gang i 2 gasgruekedler, så det er let at bejdse og farve store mængder.
Uldgarnerne er i to tykkelser og i farverne hvid, lysegrå og grå. De grå garner giver ofte en mere grønlig farve, hvor de hvide giver gule, og mørkere brune, hvor de hvide giver cognac eller lysebrun.
Farvede garner vil blive sat til salg på Lindeværftet i løbet af sommeren.

Åse D. Ferrão

Bronze hårspiraler og hårnåle fra 800-400 fvt. fundet i saltminerne ved Hallstatt

Dokumentation af Ramsauer-udgrav­nin­gen, skematisk opstillede nåle omkring hovedet. Aquare/1 af /sidor Engel, 1855. Se fodnote 1.
Dokumentation af Ramsauer-udgrav­nin­gen, skematisk opstillede nåle omkring hovedet.
Aquare / 1 af /sidor Engel, 1855.
Se fodnote [1].

I bjergene ved Hallstatt i Østrig, har man i årtusinder gravet efter salt, og i nogle af de tomme saltminer har man fundet ca 4.000 grave, hvoraf de ca 1.500 er undersøgt. Tidsfastsættelsen for kirkegården er 800-400 fvt. altså senbronzealder. Der er rige fund af jern, bronze, rav, elfenben, glas og guld fra en del af gravene, beskrevet af Johann Georg Ramsauer i 1846 og flere senere arkæologer.

Hvis man vil sige noget om frisurer i bronze- og jernalderen – bliver man nødt til at ty til moselig og fundene i saltminen ved Hallstatt.

Meget af selve håret er nedbrudt gennem tiden i almindelige grave, men hårpynten af metal er ofte tilbage, og man må prøve sig frem for at finde de frisurer de afdøde kunne have haft. I de første beskrivelser omtales ’tornekroner’ – idet flere hårnåle (8-14) lå, som en strålekrone ud fra hovedet med spidsen ind mod hovedet. Man fandt også spiraler, som man mente var brugt til fastgørelse af fletningers ender – en spiral pr hårnålesæt. Man har fundet grave med hårnåle uden spiraler, men aldrig grave med spiraler uden hårnåle.

Hårnålene er 10-11 cm lange og 2 mm tykke og med ’hoveder’ med 10-12 mm i diameter. Spiralen af bronze fra grav 376 var 6,2 cm lang og med en diameter i den tynde ende på 1-1,5 cm (fra 9 mm).

Kilde: se fodnote 1.
Kilde: se fodnote [1].

Karina Grömer og Katrin Kania, to arkæologer, som arbejder med eksperimenterende arkæologi, har prøvet sig frem. Hårets beskaffenhed (langt, kraftigt/tyndt, krøllet/glat, mange hår eller få) giver grundlag for forskellige frisurer.

Hårnålene holdt trods deres vægt godt på håret, specielt, når der også blev anvendt hårnet eller tørklæde. 

Der er afprøvet nakkeknold, ’frikadeller’, baghovedkrans og fletninger oven på hovedet og det fungerede godt.

Hårspiraler fremstillet i lauget.

Her i lauget blev vi opmærksomme på hårspiralerne gennem en youtube video lavet af Morgan Donner, ’I tried 3000 year old hairstyles using iron age tools’. Herefter vi gik i gang med at finde de originale artikler [1] og også selv lave spiraler og afprøve dem. De fungerer fint, men hvis man har sin fletning hængende ned ad ryggen, bør den sikres med den elastik eller andet, da de ellers kan falde ud.

I mødelokalet kan man nu købe hårspiraler.

Åse, Lis og Lisbeth K.

Besøg fra Moesgård

I september regner vi med at få besøg af de arkæologistuderende fra Moesgård ved Århus, efter en opfordring fra os og Nydam Selskabet. Det er meningen at de skal besøge begge skibslaug.

Vi har haft besøg af Jens Andresen, der underviser på Moesgård. Han var ret imponeret over hvad vi har lavet i begge skibslaug.

Da vi regner med at der kommer en større gruppe mennesker, ville det være fint, hvis vi var flere, der var med til byggeriet, der kunne være til stede og hjælpe til med at vise rundt.

I må gerne melde jer mig, formanden. Tel. 6175 8687 eller Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Jørn Anders Jørgensen

Næste nyhedsbrev

Det næste nyhedsbrev udsendes tirsdag den 20. maj 2025 og eventuelle indlæg skal være indsendt inden den 22. april 2025.
Indlæg sendes til: Lauget, e-mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Kontingent

Til alle der modtager Nyhedsbrevet via e-mail. Vi prøver stadig at spare noget porto ved ikke at sende Giro indbetalingskort på kontingentet for 2025 ud til jer. I stedet beder vi jer betale via netbank til vores konto i Sydbank:

8011 – 1046480
Kontingent for 2025 er 150 kr.
Sidste betalingsdag er den 1. marts!

Påfør venligst navn på indbetaler i meddelelsesfeltet i netbank hvis du laver en indbetaling for en anden end dig selv.

Det er også muligt at betale via MobilePay til kassereren på tlf. 2557 2592 (John Petersen).
Angiv venligst Kontingent i meddelelsesfeltet.

Hvis du har skiftet adresse og/eller telefon nr., bedes du ligeledes angive dette i meddelelsesfeltet eller sende en e-mail til nedenstående.

Er der nogle spørgsmål er du meget velkommen til at tage kontakt til mig på Laugets mail adresse som er Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Med venlig hilsen
Hjortspringbådens Laug
v/Kassereren John Petersen

Ekstra

Loke"-bænken er stadig i sin vorden.
Hjortspringjernene har fået den plads de foretjener.
Nyindretet arbejdsplads til boring og trædrejning.
Nyopssat skruestik i korrekt arbejdshøjde.
Og der er gjort plads til save og file i en skuffe under filebænken.

Ekatra fotos: Ib stolberg-Rohr