Beretning fra den første sejlads

Vi var nok nogle stykker, der hævede øjenbrynene, da vi så den funklende nye bådevogn i sværvægtsklassen. Men man må jo sige at den fungerer ubesværet efter hensigten. Blot er det heldigt at det er båden og ikke vognen, vi skal løfte.

Der var truffet omhyggelige forberedelser til at løfte båden, mens den endnu var inden døre og her var alle lige. Kaptajnen og rorgængeren havde også fat i hver sin ende af en gammel brandslange. Der blev kommanderet ”Ned i knæene, stram slangen og ret jer op”. 19 mand og 1 kvinde løftede i flok med slangen over ”nærmeste skulder” og med nogenlunde ret ryg. Da vi havde passeret porten kunne det bearbejdede træ se dagens lys for første gang.

Nu viste det sig at vognen var lidt højere end vi havde løftet til. Men så blev der bare kommanderet ”lidt højere”, og det er mig stadigvæk en gåde, hvordan det var tænkt at skulle foregå. Men op kom den – nok mest med god vilje fra alle sider. Det var i hvert fald ikke det, vi skulle strande på.

Kan I huske, hvor fint vejret var den dag, og at vi bare rullede hen ad og ned ad, spændte på at få båden i sit rette element?

Og sikken lettelse, da den flød, let og elegant, og ikke tog ret meget vand ind. Kaptajnen glemte al sin værdighed og to ivrigt del i tætningen af et par åbenlyse huller. Så fulgte det store øjeblik, efter at vi var gået ombord 2 og 2 i en nøje planlagt rækkefølge. Af sted gik det ud på det plane vand – bølgerne har vi til gode til en anden gang.
Nu var det båden, der bar os. Der var ingen problemer med 20 mand, og selv om vi sidder lidt højt er båden forbavsende stabil.

Hvilken lyksalig følelse!

På det tidspunkt er kaptajnen muligvis kommet i tanke om, at vi ærlig talt havde glemt af aftale noget om, hvordan 18 udisciplinerede Hjortspringere pludselig skulle betjene padlerne i en effektiv, harmonisk og gerne spektakulær stil. Men er det egentlig så sært – vore tanker har i den grad koncentreret sig om de basale forhold: er båden tæt, hvordan ligger den på vandet og hvordan er balancen? Med disse ting i orden laver man jo netop en prøve for at se, hvad der så mangler.
Men vi nåede da at blive helt gode til at padle i forbindelse med den officielle søsætning ugen efter. Og rorgængeren fandt samtidig ud af, at det i hvert flad ikke er ham, der bestemmer, hvor vi skal hen. Han flækkede styreåren i et forsøg på at gøre sig gældende.

Den officielle søsætning var for flere af laugets medlemmer lidt af et spændingsmæssigt antiklimaks, men en festlig forestilling i et kalejdoskop af hjemmegjorte jernalderdragter, flere tusinde interesserede tilkørende gæster og en god del regn.
Der var lurblæsere, der lige nåede at komme i spidsen af optoget, foran høvdingen og trommeslageren, havets gudinde stående højt i en 2-hjulet kærre og et fyndigt mandskor, der danne bagtrop og sang og messede en ode til bådens pris.

Der blev holdt taler – og på snedig vis var det båden selv, der holdt hovedtalen. Så er det straks lidt lettere at få sagt noget pænt om lauget og dets medlemmer. Men alt var fortjent! Der var hilsener fra laugets venner og ikke mindst anerkendende ord fra Nationalmuseets repræsentanter – det blå stempel eller måske en slags blåt flag? Da vi padlede derude på lavt vand for alt folket, var strandkanten tæt pakket med tilskuere – aldrig har man set noget lignende i Dyvig. Spontant blev der klappet over hele linien – en usædvanlig hyldest til resultatet af mange års dygtigt arbejde – Hjortspringbåden anno 1999 – der i sin tale takkede lauget for sit nye liv. ”Nu er jeg fri”. De der byggede denne båd kan være stolte af det, de har skabt. Men for at sige det ligeud: med alle de talenter og den viden vi råder over her på Als, nu 2.350 år efter ofringen af den gamle båd i Hjortspring Mose, skulle det naturligvis med den fornødne vilje og stædighed være muligt at bygge en nøjagtig og funktionsdygtig kopi. Selv med brug af datidens primitive redskaber og værktøjer.

Med var der mon nogen, der stod og klappede af båden, da de rigtige, gamle padlende krigere drog ud på det røvertogt, hvor de ved skæbnens ugunst skulle ende i en alsisk mose? Eller måske de mere fredelige handelsfolk, der bare ikke havde heldet med sig?

Hvem de end var, så er deres præstation som bådebyggere alligevel den største – tænk at de kunne!