Silkeborg
Hjortspringbåden med besætning deltog i dette arrangement.
Fredag den 5. maj blev Tilia surret godt fast til hendes vogn og læsset på en blokvogn for at komme på hendes hidtil længste tur som båd; lindestammerne har selvfølgelig før været på en betydelig længere tur fra Polen og hertil. Kursen blev sat mod Silkeborg ad den moderne tidsalders trafikårer. Med flere stop undervejs for at kontrollere surringer kom Tilia vel frem til Silkeborg Museum, dog med en lille skramme i rælingskanten. Hun blev læsset af og vandet grundigt, for at kunne vænne sig til det våde element efter et langt vinterhalvår i Lindeværftet. Tilia overnattede på det tørre i gården ved Silkeborg Museum.
Tidligt lørdag morgen kørte besætningsmedlemmerne mod Silkeborg (nogle stykker var dog taget af sted sammen med Tilia fredag). Vi ankom tidligt på formiddagen for at være klar til at søsætte Tilia. Vi klædte om i vores jernalderdragter og rejste 2000 år tilbage i tiden. Ud over os selv var der en masse andre "jernalderfolk". Der var forskellige stande, hvor der bl.a. blev smedet, fortalt om fremstilling af skjolde, drejet i træ, solgt diverse ting af horn og solgt perler. Prindsens Hverving, en gruppe fra Lejre, der levendegør den romerske jernalder i form af tableauer og demonstrationer, var kommet med ca. 50 personer. Alt i alt var der vel omkring 100 "jernalderfolk".
I løbet af lørdagen var der blevet stegt 5 lam over bål. Disse lam fik vi serveret om aftenen sammen med salat og brød og det udmærkede vinmærke "Ad libitum". Det blev en hyggelig aften i selskab med mennesker med samme interesser som os selv.
Tilia blev liggende i vandet om natten, for at skåne hende for at blive sat på og af vognen en ekstra gang. Vi blev opdelt i vagthold, som kunne overvåge Tilia om aftenen og natten.
Søndag var vi igen ude at sejle et par gange. Valbjørn holdt et kort foredrag om båden og vort arbejde. Midt på eftermiddagen blev Tilia båret på land igen og anbragt på vognen. Sidst på eftermiddagen blev hun atter løftet op på blokvognen for at blive kørt hjem til Lindeværftet.
Der var i løbet af weekenden mange mennesker, der besøgte jernalderarrangementet og så Tilia enten ved kaj eller under sejlads på Gudenåen. Der var en masse spørgsmål fra de besøgende, som vi besvarede efter bedste evne. Vi solgte 11 af vores bøger og godt 30 brevkort med Tilia.
Flere gange i løbet af weekenden optrådte Prindsens Hverving. De opførte et lille skuespil fra jernalderen, der handlede om kampen om sværdet "Blåtunge". Efter skuespillet demonstrerede de anvendelse af forskellige våben fra jernalderen – stenslynger, buer og pile, skjolde, kastespyd, osv. De demonstrerede også anvendelse af heste til kamp. De havde medbragt et antal islandske heste, som er bevaret raceren i over 1000 år på Island, så det er den hest, der kommer tættest på datidens heste. De demonstrerede hestenes fem gangarter: skridt, trav, galop, pas og så tølt, der er en gangart, som kun den islandske hest mestrer. I denne gangart er rytterens overkrop helt rolig, hvilket blev demonstreret ved at rytterne red rundt med et fyldt ølkrus uden at spilde. Ved et uheld demonstrerede en af hestene sin styrke ved at fælde et ungt lindetræ med bringen.
Det var en stor oplevelse at deltage i dette arrangement, og det vil blive husket lang tid fremover.
Af Leif Stig Andersen
Hvis du har bemærkninger til denne artikel, kan du sende en E-mail
til
Vær venlig ikke at overskrive den bestående tekst i emnefeltet, jeg
skal bruge information til at se hvilken artikel du skriver fra. Du er
velkommen til tilføje dit emne bagefter.