Økser
Til flækning af stammerne blev anvendt stålkiler og mukkerter. Også slanke kiler i bøgetræ med en topvinkel på 15º blev brugt, når stålkilerne havde åbnet en tilstrækkelig stor spalte.
Umiddelbart anvendtes almindelige retøkser, såvel store skovøkser som mindre økser. ægvinklen blev tilpasset lindetræ, 25º.
I vedtægterne var det anført, at samtidige værktøjer i størst muligt omfang skulle anvendes til fremstilling af båden. Imidlertid er fund af værktøj fra keltisk jernalder meget sparsomme i Skandinavien.
Værktøjsgruppen arbejdede derfor ud fra den filosofi, at inden for et håndværk som træbearbejdning i bådbygning har værktøjer stort set kun ændret sig med fremkomsten af nye værktøjsmaterialer. Følgelig tog gruppen udgangspunkt i værktøjer, der anvendtes til bådbygning i det nittende århundrede. Gennem litteraturstudier søgte man dernæst at identificere lignende værktøjsudformninger fra tider tættest muligt på keltisk jernalder.
Fund i Danmark fra romersk jernalder indeholdt adskillige værktøjer, der syntes relevante til skibsbygning, værktøjer såsom økser, skarøkser og stemmejern.
I det øvrige Europa var fund af værktøjer hyppige, især i de keltiske bebyggelser nord for Alperne. Da håndværk og handel var vel udviklede i den keltiske kultur, kunne man forvente, at sådanne værktøjer havde spredt sig nordpå.
Fra bronzealderen fandtes mange fund af små bronzeskarøkser i Danmark.
Fra den første rekonstruktion af Hjortspringbåden blev vi opmærksomme på en skarøkse, der var blevet fundet i en skibstømrers værktøjskasse på Gotland. Fundet kaldes Mästermyr efter fundstedet og var dateret til 900 e.Kr. Smedegruppen smedede de første Mästermyrøkser, der viste sig at være meget anvendelige til fjernelse af store spåner under grovplaning af bordene.
Umiddelbart anvendtes almindelige retøkser, såvel store skovøkser som mindre økser. ægvinklen blev tilpasset lindetræ, 25º.
I vedtægterne var det anført, at samtidige værktøjer i størst muligt omfang skulle anvendes til fremstilling af båden. Imidlertid er fund af værktøj fra keltisk jernalder meget sparsomme i Skandinavien.
Værktøjsgruppen arbejdede derfor ud fra den filosofi, at inden for et håndværk som træbearbejdning i bådbygning har værktøjer stort set kun ændret sig med fremkomsten af nye værktøjsmaterialer. Følgelig tog gruppen udgangspunkt i værktøjer, der anvendtes til bådbygning i det nittende århundrede. Gennem litteraturstudier søgte man dernæst at identificere lignende værktøjsudformninger fra tider tættest muligt på keltisk jernalder.
Fund i Danmark fra romersk jernalder indeholdt adskillige værktøjer, der syntes relevante til skibsbygning, værktøjer såsom økser, skarøkser og stemmejern.
I det øvrige Europa var fund af værktøjer hyppige, især i de keltiske bebyggelser nord for Alperne. Da håndværk og handel var vel udviklede i den keltiske kultur, kunne man forvente, at sådanne værktøjer havde spredt sig nordpå.
Fra bronzealderen fandtes mange fund af små bronzeskarøkser i Danmark.
Fra den første rekonstruktion af Hjortspringbåden blev vi opmærksomme på en skarøkse, der var blevet fundet i en skibstømrers værktøjskasse på Gotland. Fundet kaldes Mästermyr efter fundstedet og var dateret til 900 e.Kr. Smedegruppen smedede de første Mästermyrøkser, der viste sig at være meget anvendelige til fjernelse af store spåner under grovplaning af bordene.
Foto: H.P. Rasmussen
Hjortspringjern
Til finbearbejdning af flader viste kopier af de fundne jern fra romersk jernalder sig at være meget anvendelige, især skæftede som stemmejern. Skæftede som skarøkser som angivet af S. Nielsen og J. Lund, fungerede de mindre godt, måske fordi deres skæftning ikke gav tilstrækkelig tyngde.
Som stemmejern blev de så populære, at de blev benævnt “Hjortspringjern” af bådebyggerne.
Som stemmejern blev de så populære, at de blev benævnt “Hjortspringjern” af bådebyggerne.
Fakta
Dølleøkse fundet ved Overbygård øst for Nørresundby tæt ved Limfjorden i 1977.
Fundet var gjort i en forrådskælder, i øvrigt sammen med to sværd. Perioden er tidligste Jernalder.
Kilde:
Skalk 1978 nr. 1 side 3 - 10.
Foto: P. Dehlholm
Endelig blev smedet en kraftig hul-skarøkse, ikke fordi fund angav det, men fordi den var nødvendig til udhuling af bundplanken og stævnstykkerne.