Spyd og sværd
Hjortspringfundet er et krigsbytteofferfund; dvs. at en sejrende hær har ofret krigsbyttet til guderne som tak for sejren. Dette kan bl. andet ses ved at nogle af våbnene er bevidst ødelagte: et sværd er bøjet i "S"-form og et andet i en ret vinkel, nogle lanseskafter er blevet knækket. Lignende ødelæggelser er sket ved offermoserne i Nydam og Illerup Ådal.
Dette bestod, udover båden, af mere end 169 spydspidser af forskellig art. Ved tørvegravningen i 1880'erne er - er det blevet fortalt - adskillige stykker skarpt jern smidt i et nærliggende hegn, så man ikke skar sig på dem når tørven skulle æltes med fødderne. Der har måske været over 180 spydspidser (1).
Der er ligeledes fundet 11 sværd af forskelligt udseende, de er dog alle en-sidet med en rygforstærkning, som en bredere ribbe.
Spyd og sværd han ses her.
Et citat fra Hjortspringfundet
Et lyst, okkerfarvet Lag af Jernrust var udskilt i Kærtørven over Størstedelen af et ca. 10 - 12 m2 stort Areal, strækkende sig fra Baadens Sydende mod Vest til ca. 2 m fra Udgravningens Grænse. Tørvegravningen har formentlig fjernet Laget fra et lignende Areal, saa at det nu opløste Jern har været fordelt over en 20 - m2 stor Flade.
Ved nærmere Iagttagelse af den med vaad, pulveragtigt Rust gennemtrukne Tørvemasse saas talrige yderst spinkle og skrøbelige Rustskaller af smaa Jernringe, der utvivlsomt oprindeligt har været sammenføjede til Ringbrynjer. Det sure Mosevand har helt opløst og udvasket Jernet af de tynde Traadringe, kun den paa Jernets Overflade først dannede, sammenhængende Rustskal er blevet tilbage. Rustlagets Tykkelse varierede meget, fra et svagere farvet, næppe centimetertykt Lag indtil et ca. 3 cm tykt Lag af næsten ren Okker med færre Plantedele, hvor de tunge Brynjer paa den ujævne Mosegrund er gledet ned i Fordybninger.
I hviken Tilstand Brynjerne er bleven nedlagte i Mosen, kunne ikke afgøres, ligesaa lidt som deres antal kunne bestemmes. Men det maa formodes at de, ligesom andre Vaaben, før Henlæggelsen er bleven sønderrevne. Under den Forudsætning, at Laget har strakt sig hen over Tørvegravenes Plads indenfor det Areal, hvor Rusten kunde spores, og ved skønsmæssigt at anslaa den Plads en Ringbrynje dækker, til 1 m2, vilde man komme til et Antal af 20 - 24 Brynjer.
Af en 2 m2 stor Tørveflage, som optoges indenfor Laget, er præpareret nogle prøver paa Ringe. De fleste af disse har en Diam. af 0,6 - 0,8 [cm], enkelte er 0,9 - 1,0 [cm] store, andre kun 0,4 [cm] . De ganske smaa Ringe kan kun have omfattet 1 eller 2 Traadringe, de største vel 3 - 4. Et hvælvet Parti af Rust kan maaske være Hovedet af en Nagle eller Hægte til Sammenhæftning af Ringe.
På trods af ovenstående, meget sikre beskrivelse af det fundne, har andre, senere, forskere antyder at det ikke er ringbrynjer, men kun okkeraflejringer.
Vi har ikke lavet rekonstruktioner af ringbrynjer.
Skjolde
Fundet indeholdt et stort antal skjolde, faktisk det største samlede fund af skjolde i Europas forhistorie!
De færreste af skjoldene er fuldt bevarede, men der var materiale nok til at kunne samle 50 stk., nok til at de kunne opmåles. Derudover var der fragmenter nok til at sandsynliggøre op til 60 - 80 skjolde i fundet, måske endda op til 100, men ikke flere.
Alle skjoldene var af samme grundform. Aflangt firkantet til ovale med afrundede hjørner (3). Skjoldene er af keltisk form. Kelterne levede øst og nord for Alperne. Det har tidligere givet navn til perioden som Keltisk Jernalder, nu bruges mest betegnelsen Førromersk Jernalder (500 fvt. til år 1).
De rekonstruerede skjolde kan ses her.
Hæren
Antallet af spyd, sværd og skjolde er nok til at bevæbne en styrke på 80 mand, dvs. 4 både af Hjortspringtypen. Hver båd har siddeplads til 20 personer, hvoraf de 18 er padlere, 1 er styrmand og 1 er skipper - han kan dog godt være "bevæbnet" med en paddel. Vores erfaring er, at det kan være nødvendigt med en udkig, når der sejles på grundt vand, men om det er en af padlerene ved den forreste tofte (10) der har jobbet eller en ekstra helt ude for, ved vi ikke, men det er en lidet komfortabel plads i båden, der knapnok plads til en fod i bunden af båden og slet ikke hvis de, som vi har det, med et stræktov monteret i båden (4).
I følge ovenstående teori, har de almindelige padlere/krigere hver haft en lanse og et par spyd og et skjold. "Officererne" har yderlig haft et sværd - det har måske været skipper og styrmand (5).
Dette er den mest almindelige forestilling om det skete i hine tider.
Nogle af de rekonstruerede spyd- og lansespidser, samt nogle sværd kan ses her.
En anden teori, som nogle medlemmer af Hjortspringbådens Laug ofte fremfører er, at det var et handelsskib - våbenhandlere - der kom galt afsted. Nogle forskere er helt uenige, men det er da en god historie! Fakta er, at der ikke er nogen der ved det, der er jo intet nedskrevet, bortset fra Tacitus, der i 1. bog af 30: Historiae et Annales, beskriver germanernes grumme behandling af krigsfanger og deres våben (7).
For
Der er ingen mærker efter kamp på de fundne skjolde, bortset fra et enkelt, hvor der var jaget et lanseskaft igennem skjoldpladen, men det var sandsynligvis sket ved ofringen i mosen.
Der er kun fundet værktøj, køkkengrej og personligt udstyr svarende til én båd.
Imod
Jeg har ikke hørt én fagarkæolog gå ind for idén om et handelsskib, med derfor kan det jo godt være rigtigt.
Om våben i kamp
Sten til brug i slynger
Der er fundet mange sten i mosen, mange af dem imellem de adskilte bådplanker; båden blev sænket liggende på den ene side - ellers kunde den ikke være i mosen - og stenene skulle så holde den nede. Jørgen Jensen (8) omtaler muligheden. I Germania skriver Tacitus (9) at [...] Fodfolket har også kastevåben - hver mand flere - som de slynger enormt langt, nøgne eller kun iført en let kappe. [...] han skriver ikke hvad kastevåben er, det er sikkert spyd, men de kan jo også have haft sten.
Bue og pile
Der er ikke fundet spor af bue og pile overhovedet (10). Sådanne blev, tilsyneladende, ikke brugt til kamp i denne del af jernalderen, men nok til jagt. Var det et "etisk" spørgsmål? Skulle man kunne se "det hvide" i øjnene på modstanderen, så det kun var "ærefuldt" med kamp mand til mand?
Skjoldene
Hvis skjoldet har været holdt lodret, vil man savner en strop på den nederste del af skjoldene som kan gå rundt om underarmen tæt ved albuen. Dette for at modvirke at man rammes i hovedet af den øverste skjoldhalvdel, hvis denne rammes hårdt. Det er umuligt at forhindre dette ved kun at holde fast i skjoldgrebet.
Der er intet der tyder på at en sådan albuerem har eksisteret på skjoldene og vi har heller ikke monteret en sådan rem, bortset fra vores rekonstruktion af skjold nr. 123, hvor der var et hul i skjoldpladen som kunne være brugt til en sådan rem. Der er monteret en rem på skjoldet i vores udstilling.
Når der menes at hver kriger skulle have et skjold, en lanse og et par kastespyd, hvordan holder han så disse spyd?
Måske sådan: Hvis han er højrehåndet har han sit skjold i venstre hånd med et underhåndsgreb og sit angebs- / forsvarsvåben i højre. Krigeren må have stået stille for at kaste et spyd, med lanse og ekstra spyd "parkeret" i jorden. Når han ikke havde flere kastevåben, har lansen været brugt i nærkamp.
Hvis skjoldet har været holdt vandret, dvs. skjoldgebet lodret, så har man ikke de problemer omtalt i ovenstående. Man kan godt have de ekstra spyd i venstre hånd, de vil så også være lodrette.
Denne artikel er stykket sammen af Ib Stolberg-Rohr. Du er velkommen til at skrive, hvis du har kommentarer.
1. F. Kaul, p. 22
2. G. Rosenberg, p. 47 - 48
2a. J. Jensen, Bind 3, p. 76
3. F. Kaul, p. 23 ff.
4. J. Jensen, Bind 3, p. 69 ff
5. J. Jensen, p. 69
6. J. Jensen, Bind 3, p. 69
8. J. Jensen, Bind 3, p. 68
9. P. Tacitus, Afsnit 6,1, p. 92
10. J. Jensen, Bind 3, p. 68
11. O. Crumlin, Afsnit 4.3.4 Chain mail coats, p. 153
(7)
Publius Cornelius Tacitus
(ca. 56 – 120 e.v.t.)
I sit kæmpeværk Historiae et Annales på 30 bind, skriver han i:
FØRSTE BOG. - III. Tiberius Nero Cæsar i året 15
(…)
Her var man ikke langt fra den tevtoburgske skov, hvor Varus' og hans legioners ben skulde ligge hen ubegravede.
61
»Midt på sletten lå der hvidnede ben, spredte eller samlede, alt eftersom de havde flygtet eller sat sig til modværge; ved siden af lå der stumper af spyd og lemmer af heste, og dernæst så man menneskehoveder naglede fast til træstammer. I de nærliggende lunde stod barbariske altre, hvor de havde slagtet tribuner og centurioner af første rang«.
(...)
Resultatet kan ses på Mosgårds Museeum i udstillingen om Alken Enge (Skanderborg), ofringerne er fra ca. år 1.