Kategori (da-dk)

Plankerne Den næste stamme blev hentet i Dyvig. Den blev flækket uden for værftet, og de to halvdele blev slæbt ind i hallen. Det viste sig, at kærnetræet med en diameter på 20 cm ikke hang sammen med det øvrige ved. Dette betød, at sideplankerne måtte lægges længere ned i stammen, hvorved bredden blev reduceret. Vi kunne ikke opnå den bredde, som var angivet på Johannessens tegninger. Det blev besluttet at hugge sideplankerne til i den bredde, de kunne få og eventuelt øge rælingsplankerne breddemæssigt, hvis det blev nødvendigt.Det viste sig, at rodenden kunne give en acceptabel bredde, medens plankerne ville blive stadigt smallere mod topenden. Man besluttede at lade den brede ende af sideplankerne vende fremad. Stammerne blev orienteret med den flækkede side nedad, barken blev skrællet af stammehalvdelene, og der blev hugget en række tværgående, 10-15 cm dybe hak ned i stammen med en afstand på ca. 1 m. Træet mellem hakkene blev dernæst fjernet ved kløvning. De to sideplanker under bearbejdning. Foto: H.P. Rasmusse. Ydersiden af sideplankerne blev hugget ned til endelig facon. Ifølge kontruktionsafdelingens skabeloner skulle sideplankerne hugges let krumme i tværgående retning over de midterste 6 m.Efter færdigglatningen af sideplankernes ydersider blev de vendt, og den indvendige side blev bearbejdet. For at bestemme og afmærke den nøjagtige placering af klamperne blev plankerne midlertidigt placeret på båden.Sideplankernes nederste kant blev valgt at have en godstykkelse på 2 cm, medens deres øverste kant fik en godstykkelse på 1,5 cm.Det viste sig, at topenden af plankerne begge havde nogle revner, der hidrørte fra fældningen. Træet var ved fældningen faldet så uheldigt, at toppen splintredes. De færdige sideplanker vejede 56 kg hver. Tværkrumningen på en sideplanke bliver kontrolleret. Foto: H.P. Rasmussen. Montage af sideplanker Før montagen måtte der tages endelig stilling til kølliniens bue, en beslutning, der ville afgøre hele bådens facon. Samtidig måtte vi sikre, at båden blev symmetrisk om det langsgående midterplan. Der blev ophængt en snor over den linie, der skulle være bådens langsgående midte. På denne blev der ophængt en række lodsnore (3 stk.).Bundplanken, der var meget fleksibel, blev klodset op og spændt fast til underlaget, således at kølbuen fik en pilhøjde på 37 cm, regnet over afstanden mellem de to indre låsebrædder.Ud fra vore computerdata blev udtegnet de tværgående profiler i målestok 1:1, denne gang ikke for hvert spant, men i midterpunktet mellem de enkelte spanter. Disse tegninger blev klæbet på 10 mm spånplade og der blev udsavet profiler. Disse blev dernæst monteret på bundplanken. Herved kunne vi forme og montere sideplankerne og rælingsplankerne, således at båden fik den rigtige facon. Hjælpeprofiler blev anvendt, så vi kunne sikre os den rigtige facon. Den grønne linje i toppen af billedet, er reference centerlinjen til ophængning af de tre lodsnore. Foto: H.P. Rasmussen. Denne metode har naturligvis ikke været anvendt af vore forgængere for 2.350 år siden. Her har man formodentlig anvendt en række stænger, der har været surret sammen, således at de gav den indvendige facon. Vi følte os imidlertid ikke erfarne nok til at anvende sådanne arrangementer. Vi blev i øvrigt mere og mere overbeviste om, at oldtidens skibsbyggere, der havde bygget den originale Hjortspringbåd, måtte have bygget den i en serie af stadigt mere raffinerede både. Alle detaljer i båden tyder på dette. Man har formodentlig også bygget båden efter de forhåndenværende stammers størrelse.Af hensyn til ønsket om at nå en bådfacon, der repræsenterede fundet bedst muligt, måtte vi altså afvige fra oldtidens metode, også på dette punkt. Plankekanterne tilpasses under syningen. Foto: H.P. Rasmussen. Sideplankerne blev syet på bundplanken ved først at fæstne dem begge midtskibs og dernæst sy begge fast til bundplanken samtidigt, gående fremefter og bagud, medens kanterne blev tildannet, og uldsnorene løbende lagt i samlingen. Syhullerne blev tætnet ved at presse oksetælle ind i dem. Reparation Som omtalt havde de to sideplanker nogle revner i den agterste del. Efter at have monteret sideplankerne blev disse revner repareret efter samme metode, som det var blevet gjort i den originale båd. Disse reparationer har været tolket, som var båden gammel og udslidt, men de kan altså lige så vel opfattes som reparationer af revner, som oprindeligt var indeholdt i stammen.Revnerne blev stoppet til med uldsnore, mættet med oksetælle, og dernæst blev der syet 6 cm brede lister af asketræ henover revnerne. Revner i sideplanken blev repareret med påsyede lister som i den originale båd. Foto: H.P. Rasmussen. Efter montagen blev de forreste og agterste klamperækker udskåret på stedet for at sikre, at de blev vandrette.En ny milepæl var passeret. Kilder Hvad Haanden former er Aandens Spor.
Kølstrækningsfest Vi havde besluttet at afholde en kølstrækningsfest, når begge stævne var blevet monteret på bundplanken. Låsetappe til sikring af stævn og bundplanke. Foto: H.P. Rasmussen. Ud over syningen af stævnens underkant til bundplanken var stævnen også fæstnet til bundplanken med en firkantet tap, der løb tværs gennem stævnen og den kant, der i bundplanken styrede stævnen. Endelig var der en lodret låseplanke, der startede i en aflang fordybning i bundplankens begyndelse til det nederste horn og løb op gennem en slids i stævnens forlængelse ud mod det øverste horn.Denne låseplanke var sikret med tværgående firkantede tappe, der løb gennem roden til de to horn og gennem låseplanken. Denne var i øvrigt forsynet med et bryst foroven, der trådte ned mod øverste horns overside. Der blev lagt uldsnore, mættet med oksetælle, under dette bryst som pakning for at hindre vand i at trænge ned i hornet.Såvel låseplankerne som tappene var af egetræ. Samling af stævn og kølplanke. Foto: H.P. Rasmussen. Da syningen var gennemført, og låseplanker var blevet monteret, afholdtes kølstrækningsfesten med taler og mjøddrikning. Den fandt sted 23. marts 1996. Der var åbent hus, og såvel medlemmer som beboere fra omegnen deltog. I en af talerne blev det hævdet, at vi nu var halvvejs mod færdiggørelsen af båden. Vi skulle blive klogere. Kølstrækningsfesten med kølplanke og stævne. Foto: H.P. Rasmussen. Kilder Hvad Haanden former er Aandens Spor
Bast, snor og sammensyning Medens øvelserne med træbearbejdning foregik, studerede en gruppe fremstilling af snore til sammensyning eller sammensurring af bådens dele. Som tidligere omtalt var der nogen usikkerhed om hvilket materiale, sysnorene var fremstillet af. Der var ikke fundet rester af snore i syningen, men kun aftryk i det påklæbede tætningsmateriale. Dog fandtes der et bundt snore i bådens ene ende, der var blevet tolket som fremstillet af lindebast. Dette materiale var kendt til snorefremstilling allerede i stenalderen.Der var imidlertid fundet nogle trædele i et par syhuller, der kunne tolkes som værende fra snore, lavet af for eksempel birkerødder. De kunne dog også stamme fra træpinde, der var slået ind i syhullerne efter syningen for at sikre at snorene forblev stramme, som det ses på Maoriernes både på New Zealand.I tvivl var vi. Vi besluttede endelig at vælge lindebast ud fra den tankegang, at der nu nok skulle have været både, syet sammen med snore af dette materiale.Et medlem havde en søn, der var skovfoged på Sjælland. Denne havde en beplantning af unge lindetræer, der skulle udtyndes. Medlemmet tog til Sjælland en dag i juni, hvor træerne, på grund af saftstigningen, er lettest at afbarke. Træerne, der havde en diameter på 10-12 cm, blev fældet og skåret i længder på 1,5 m. Barken blev ridset med langsgående ridser med en afstand på 15 mm, og skrællet af. Barkstrimlerne blev dernæst lagt i vand en måned i nogle kar. Herved rådnede limstoffet (pektinen) mellem de enkelte bastlag væk, og de tynde baststrimler kunne trækkes af. Disse blev vasket og hængt til tørre og endeligt bundtet i bundter på 10 cm i diameter. Høsten af bast udgjorde 13 kg. Baststrimlerne blev sammensnoede til kordeler ved hjælp af en spindehaspe, der hele tiden roterede det færdige kordelstykke.Efterhånden som sammensnoningen skred frem, øgede man med nye baststrimler. Antallet af baststrimler, der samtidig findes et sted på kordelen, afgør hvor kraftig en kordel man får.De færdige kordeler sloges derefter sammen til snor. Her anvendtes et såkaldt geskær, et maskineri, hvor tre kroge roterede med samme hastighed og retning. Sammensnoningen af kordelerne til snor styredes med en top.Den anvendte metode adskiller sig ikke fra almindelig tovslagning. En fremgangsmåde at spinde kordeler og slå tov udelukkende med hænder og fingre blev prøvet. Denne metode, der sikkert var blevet anvendt i oldtiden, gav samme gode resultat, men den var betydeligt langsommere. De færdige baststrimler klar til snorfremstilling. Foto: H.P. Rasmussen. Snoning af kordeler. Foto: H.P. Rasmussen. Fundet angiver, at der til sammensyningen af bordene skulle bruges to-slået snor. Til surringerne af spanterne eller svøbene til bordenes klamper valgte vi at anvende treslået snor, da sådan snor fandtes i et bundt i fundet. Til syning af bordene og til sammensurringer blev i alt anvendt 600 m snor.Ved at fugte såvel baststrimlerne som kordelerne før sammensnoning opnåede man et betydeligt smukkere og mere ensartet resultat. Der blev foretaget en række målinger med toslået snor med en massefylde på 6,8 g/m. Efter en normalisering, hvor snoren blev strakt, fandt vi følgende værdier: Krympning: fra tør til våd: 1 %. Elasticitetskoefficient: 0,005 %/N. Brudstyrke: 250-300 N (25-30 kg).Vi fandt, at brudstyrken lå i underkanten, hvorfor vi forøgede antallet af baststrimler i kordelerne fra 2-3 til 3-4. Herved steg massefylden af de to-slåede snore til 11 g/m, svarende til en brudstyrke på 40-50 kg, og det var med denne snor, båden blev syet sammen.Der blev også lavet forsøg med styrken af sammensyningen af bordene. Før vi beretter om disse forsøg, må vi gennemgå tætningen mellem bordene. Fundet angiver i følge Rosenberg, at sysømmene såvel udvendigt som indvendigt var dækket af en organisk masse, som Rosenberg tolkede at være harpiks. Senere forskning i fundets dele viste en klump organisk materiale, der blev analyseret og viste sig at indeholde animalsk fedt og linolie.Efter drøftelser med Nationalmuseet i Roskilde nåede vi frem til, at tætningen mellem bordene skulle bestå af ruller af kartet fåruld, dyppet i en blanding af oksetælle og linolie. Nogle forsøg blev foretaget med forskellige blandingsforhold, og vi nåede frem til, at en blanding 80/20 oksetælle/linolie gav de bedste resultater, tætningsmæssigt set. Massefylden af den mættede fåreuldsrulle var 20 g/m.Der blev nu fremstillet to brædder, der skulle forestille bord. Over en længde på 60 cm blev disse brædder syet sammen med tætningsmaterialet i spalten mellem bordene. Den endelige snor slås (3-slået). Foto: H.P. Rasmussen. Sammensyning af prøvestykker. Brugen af det "S-formede" værktøj er en hypotese. Det virker, men er lidt besværligt. Foto: Ib Stolberg-Rohr Læg mærke til det krumme træværktøj, der anvendes til at stramme syningen. Det er en kopi af en del fra fundet, og er altså tolket som en systrammer. Teststykkets syning blev udsat for forskydningskræfter, og vi målte samhørende værdier af forskydningskraft og indbyrdes bevægelse. Figuren viser denne sammenhæng. Op til en kraft på 0,6 N/mm sømlængde bevægede stykkerne sig ikke i forhold til hinanden.0,6 N/mm svarer til 36 kg kraft på hele længden eller 60 kg kraft pr. m sysøm.Ved større kræfter fik vi en forskydning, der imidlertid kom langsomt og tøvende, hvilket antyder, at tætningen virker som en meget tyktflydende væske. Denne forskydning var blivende, dvs. den forsvandt ikke, når kraften blev fjernet.Der blev syet et sting for hver 7,5 cm. I overensstemmelse med fundet var stinget dobbelt med et forløb, der bevirkede at knuden var selvlåsende, således at en overskæring af en snor ikke ville føre til, at hele sysømmen løb op. Forskydningskraft og forskydning. Tegning: K.V. Valbjørn Selvlåsende dobbeltsting. Foto: H.P. Rasmussen. Kilder Hvad Haanden former er Aandens Spor.
Træ Et muligt stævnstykke. Foto: H.P. Rasmussen. Bearbejdning Til udhugning af stævnene have man brug for et kort stykke hel stamme med en længde på ca. 2 m og en diameter op mod 1 m. De polske stammer var af utilstrækkelig diameter, hvorfor vi måtte skaffe lokalt træ til disse stævne. Et medlem ofrede et lindetræ, der stod tæt på hans hus. Dette træ havde en tilstrækkelig diameter og ingen store grene på de første 5 m. Dette træ var af typen storbladet lind (Tilia platyphyllos), medens resten af båden blev bygget af småbladet lind (Tilia cordata). Grovbearbejdning af et muligt stævnstykke. Foto: H.P. Rasmussen. En ikke afgjort udformning af de øverste horns forbindelse med stævnene skabte megen diskussion. Der var tre muligheder. Første mulighed var, at det øverste horn var en del af stammen og efter udhugning bøjet i varme. Anden mulighed var, at det øverste horn havde været indeholdt i en gren fra stammen. Og endelig tredje mulighed at hornet var en separat del, der var blevet monteret på stævnen, ligesom tilfældet var med det nederste horn.Muligheden med en gren blev først undersøgt, men ingen af de to første stævne, vi groft udhuggede, kunne bruges, da der viste sig råd i kløften mellem gren og stamme og i stammens kærnetræ.Vi valgte at forsøge at danne det krumme horn ved en dampning af hornet, der var udhugget som en del af stammen. En dampgenerator i form af en oliefyret kedel blev konstrueret ved at fjerne overkogssikringen, og vi lod dampen fra kedlen strømme ind i en slange fra et traktordæk, der omhyllede hornet. Efter nogle timer i “røg og damp” begyndte vi at krumme hornet efter en lære, der indeholdt den krumme form. Det gik godt et stykke tid, men så knækkede hornet ved en knast. Et dramatisk forsøg var mislykkedes. På dette tidspunkt fik vi at vide, at der havde været kærnetræ såvel midt i stævnen som i det øverste horn. Det betød, at enten var det øverste horn dannet af en gren, der gik ud fra den stamme, der indeholdt stævnen, eller også var det øverste horn en løs del, der var monteret på stævnen. Det blev således sidstnævnte løsning, vi valgte.Selve udhugningen af stævnene var et stort arbejde, ikke mindst på grund af ovenstående forsøg, og fordi stævnene skulle nedhugges ret langt, før man kunne konstatere træets kvalitet.To stævne måtte kasseres undervejs. En færdig stævn vejede 20 kg. Et næsten færdigt stævnstykke. Foto: H.P. Rasmussen. Kilder Hvad Haanden former er Aandens Spor.
Som omtalt tidligere ankom de fire store lindestammer i slutningen af januar 1994. De tre stammer blev kørt til Dyvig og sænket der ved hjælp af jernstykker, for at de kunne beholde deres friskhed, medens den største af stammerne, der så ud til at være bedst egnet til fremstilling af bundplanken, blev slæbt ind i hallen på Lindeværftet. Flækning Stammen havde en længde på 18 m, en diameter ved rodenden på 90 cm og en alder på 170 år. Den blev orienteret således, at den største revne var lodret, og stammen blev understøttet med trækiler.Flækningen foregik ved, at der blev slået stålkiler ind i denne revne fra rodenden af stammen. Efterhånden som der viste sig en revne på oversiden af stammen, hvor barken var blevet fjernet, åbnede man denne revne ved at slå kiler lodret ind i revnen. I begyndelsen anvendtes stålkiler, men efterhånden som revnen blev større, anvendtes kiler af bøgetræ, der ikke sårede det bløde lindetræ så voldsomt som stålkilerne. Lindetræ flækker ikke så villigt som ege- eller bøgetræ, og der var hele tiden “løbere” fra den ene stammehalvdel til den anden. Disse blev overskåret med stik-økser.Flækningen tog godt tre timer. Den første stamme næsten helt flækket. Foto: H.P. Rasmussen. Formning Der skulle nu tages stilling til, hvordan bundplanken skulle orienteres i den ene halve stamme.Efter at have planet den flækkede side nogenlunde og fjernet barken og splintveddet på hele stammen, blev vi klar over, at bundplankens største bredde over de midterste 6 m ikke kunne indeholdes i stammen. Det blev besluttet at hugge stammen hul og siden strække eller åbne den til en bredere og fladere facon ved hjælp af kogende vand. Medens huggearbejdet foregik, blev der fremstillet to 1 m lange, halvrunde kar af lindetræ, åbne i enderne og med en godstykkelse på 3 cm. De skulle anvendes til forsøg med udspænding, idet planen var at koge dem i vand før udspændingen.  Ifølge håndreglen skal en planke, der skal bøjes kraftigt, koges en time pr. tommes tykkelse. Efter at have kogt prøveemne 1 i to timer blev det udspændt og revnede flere steder på langs. Prøveemne 2, der fik yderligere en times kogning, revnede ligeledes. Vi måtte nu erkende, at opvarmning med kogende vand ikke var en anvendelig metode. Efter et forgæves forsøg på at åbne den hult udhuggede stamme, måtte vi hugge den flad og lime planker på for at øge bredden.Tegning: K.V. Valbjørn Den traditionelle metode i oldtiden var imidlertid at opvarme bådskaller, der skulle udspændes, ved at opvarme træet over et bål. Det hævdes, at træet skal op på en temperatur på 140 grader for at blive passende plastisk. For at opnå denne temperatur fyldte man eventuelt bådskallen op med tjære, der gennem bålets opvarmning blev bragt i kog. Vi måtte afstå fra denne metode, dels fordi vi ikke havde nogen erfaring, og dels fordi vi indså, at den allerede ret tilhuggede køllinie ville give en alt for krum køllinie, når bådskallen blev åbnet midtskibs, hvorved enderne ville løfte sig. Vi nåede til den erkendelse, at vore forgængere heller ikke havde anvendt denne metode af samme årsag. De måtte have haft en tilstrækkelig stor stamme, således at de kunne hugge bundplanken i facon uden udspænding.Da vi allerede var begyndt at hugge planken hul, måtte vi øge plankebredden ved hjælp af limning. Vi fandt frem til en lim, der ofte bruges ved træskibsbygning (en epoxy fra System West), og en skibstømrer, der havde erfaring i anvendelsen af denne lim, blev kontaktet.Nogle forsøg med sammenlimning af planker og efterfølgende belastning gav som resultat, at der ingen forskel var i styrke eller elasticitet, hvad enten der var tale om hele planker eller sammenlimede plankestykker. Den udhulede planke blev hugget næsten plan over de midterste 6 m, og der blev dannet 10 cm brede limflader. Da limen næppe tålte mere end 0,7 mm tyk limfuge, måtte disse flader høvles meget plane. 13 brædder, 8 cm tykke, blev hugget ud af den anden halvdel af stammen. Brædderne blev tildannet med plane limflader. Selve limningen blev udført af skibstømrer Arne Wahl, Fåborg. Efterhånden som brædderne blev placeret, blev samlingerne spændt sammen med skruer, der var indsmurt i fedt, så de kunne fjernes efter limens hærdning. Limprocessen er beskrevet i detaljer i medlemsmappen i afsnit 4.5.Efter hærdningen og fjernelsen af skruerne var planken med de pålimede brædder klar til videre bearbejdning. Mindre planker tilpasses før limning.. Foto: H.P. Rasmussen. Bearbejdningen Planken blev vendt om, således at ydersiden kunne blive bearbejdet ned til sin endelige facon. Efter den sidste bearbejdning, der efterlod overfladen glat (uden at bruge sandpapir), vendtes planken, og den indvendige side blev udhugget og udskåret. En særlig udfordring var udskæringen af klamperne og det gennemgående hul gennem hver af dem. Dette hul var i følge fundet firkantet med en kantlængde på 10 mm.Der blev fremstillet nogle U-formede stemmejern, hvis skafter blev formet, så de kunne passere ovenover naboklampen. De firkantede huller i klamperne blev udhugget med et U-formet stemmejern. Foto: H.P. Rasmussen. Kanten af bundplanken blev efterladt rå, således at den kunne tilpasses sideplanken under montagen. Endedannelserne af bundplanken indeholdt feren fra fer-og-not samlingen mellem bundplanken og det nederste horn, også et træskærearbejde af dimensioner.Efter at have færdiggjort bundplanken måtte vi erkende, at det i høj grad er det tilstedeværende træ, der bestemmer arbejdsgangen.Vægten af den færdige bundplanke var 96 kg. Bundplanken er færdig. Foto: H.P. Rasmussen. Kilder Hvad Haanden Former
  1. Recon1-3-01-1-da
  2. Recon1-3-01-da
  3. Recon1_3_02-da
  4. Guild9-2-3-da

Side 1 ud af 9