Kategori (da-dk)

I Rosenbergs beskrivelse af Hjortspring Fundet, er der angivet hvilke træsorter, der brugt til båden. Disse bliver beskrevet nedenfor. Lind Lind er den primære træsort til bygningen af Tilias skrog. Tilia platyphyllos storbladet lind. Så stort er et af vores lindetræer fra Polen. De fem planker Tilia  platyphyllos Kravet til plankerne er, at de nederste 19 m, skal være uden sidegrene. Sådanne træer er vanskelig at finde i Danmark, så de blev fundet, og købt, i Polen. Vi købte tre og fik fire stk., den sidste blev beskadiget ved fældningen.For at stammerne får den ønskede længde, er det nødvendigt, at de vokser relativt tæt i en skov.Af de planker vi fremstillede, var der kun en knast efter en afbrækket gren, skjult inde i stammen. Knasten blev fjernet og lindeprop limet ind i stedet.Andet navn: Storbladet lind.Beskrivelse: Træet er op til 30 m højt,løvfældende træ med en først kuglerund, senere høj cylindrisk krone. Stammen er kraftig og ret med opstigende hovedgrene.Det har hårede bladstilke og årsskud.Bladene er 6-12 cm lange (uden stilk), næsten runde til ovale og har skævt hjerteformet grund. De har tydelig spids og en skarpt savtakket rand. Oversiden er håret og mørkegrøn, mens undersiden er bleggrøn med tæt hårklædning langs nerverne.Hvor: Storbladet Lind vokser på fugtig og næringsrig bund i Mellem-  og Sydeuropa. Her danner den (sammen med andre løvtræer) slutstadiet i tusinder af års skovudvikling. I Danmark ses den sandsynligvis kun som oprindeligt vildtvoksende på øer og i isolerede skove i den sydlige del af landet. Den plantes i parker og alléer. Kilde: Wikipedia  Tilia cordata Til de to stævne brugte vi lokalt lindetræ. Vi har ikke brug for høje stammer, men kraftige, fordi de skal kunne rumme hele stævnklodsen og gerne også det øverste horn. Det sidste kunne vi dog ikke få opfyldt.Andre navne: Småbladet lind, skovlind, (forveksles ofte med parklind, en krydsning mellem små- og storbladet lind) . Beskrivelse:Et op til 30 m højt træ med en  bred kegleformet vækstform. Stammen er kort og tyk, og den deler sig hurtigt i et antal konkurrerende topskud. Hovedgrenene er bredt overhængende med opadvendte spidser.Bladene er runde til skævt hjerteformede med fint takket rand og kort spids. Oversiden er mørkegrøn, mens undersiden er blå(grå)-grøn.Bladstilke og årsskud helt hårløse.Hvor: Træet er næst efter egen, det længstlevende danske træ og var tidligere blandt de almindeligste skovtræer i Danmark.Indtil engang i bronzealderen var arten et af de mest almindelige skovtræer i Danmark, og indtil midten af det 7. århundrede var det småbladet lind, som havde den plads i løvskoven, som bøgen nu har overtaget.Kilde: Wikipedia. Tilia cordata - småbladet lind. Her fra en planteskole. En anden kilde kunne være lex.dk for lind. Ask Fraxinus excelsior, almindelig ask. Fraxinus excelsior Ask er brugt til ribbestativer, idet dæksbjælke og søjlerne er fremstillet af dette træ. Vi har, senere, brugt spejlkløvet asketræ til bådens dæk, som, i fundet, var udført af lindebrædder, de var dog for svage til voksne personer.Beskrivelse:Almindelig ask, er et op til 35 m højt træ, der vokser på fugtig bund i skov og krat. Den er ofte plantet. Ask har en åben krone og et let løv, som lader en del lys slippe igennem.Asketræets blade er sammensatte. Ét blad er gennemsnitligt 25 cm langt.Ask er et stort, løvfældende træ med en høj og åben vækstform. Kronen er først slank og kegleformet, men den bliver senere mere flad og kuplet (især hos de hunlige træer). Stammen er ret og gennemgående til toppen. Hovedgrenene er først opstigende, så mere udspærrede og til sidst overhængende.Hvor: Ask findes i lyse blandingsskove i hele Vesteuropa (inklusive Danmark), hvor der er rigelig nedbør eller højt og næringsrigt grundvand. Den trives både i lys og i nogen skygge og klarer sig på al slags jord, dog bedst på næringsrig, ret fugtig og kalkrig muldjord. Ask tåler ikke stillestående vand i jorden. Derimod tåler træet blæst og salt. Den er almindelig i hele Danmark, bortset fra Vestjylland.Kilde: Wikipedia. Eg Quercus, eg. Quercus I Tilia har vi brugt eg som stævntræ til at koble stævnklodsen solidt til bundplanken og som støtte mellem rælings- og kølhorn, også kaldet ydre låsestykker. Herudover er alle firkantnagler, 7 stk. i hver ende, fremstillet af eg.Beskrivelse:Eg er en slægt af træer og buske med ca. 600 arter mest udbredt i de tempererede og subtropiske dele af den nordlige halvkugle.Egens ved benyttes ofte til kraftige konstruktioner såsom havnemoler, bygningstømmer (herunder tagkonstruktioner), broer og skibe. Mange af de store vikingeskibe blev lavet af eg, herunder Skuldelev 2, Osebergskibet og Koldingkoggen. Mange egeskove rundt omkring i Danmark blev plantet omkring år 1800, da man planlagde store flådebyggerier og havneudvidelser.Hvor: Egen overlevede sidste istid i Sydeuropa. Der har været eg i Danmark lige siden begyndelsen af den atlantiske varmetid, omkring 7000 f.Kr. Til Norge kom egen omkring 5000 f.Kr. I varmetiden 5500-500 f.Kr. var egen langt mere udbredt end i dag. Omkring 1.500 arter insekter, svampe, mos og lav er fundet på egetræ; ved-muld dannet inde i hulrummet i en hul eg danner et meget næringsrigt grundlag for mange sjældne insektarter. I løbet af 1600-tallet forsvandt de store egeskove delvis, pga. skibsbygning og opdyrkning af jord.Kilde: Wikipedia. Hassel Corylus avellana, hasselbusk. Corylus avellana Hasselgrene er brugt som svøb i ribbestativerne i afbarket tilstand. De er ligeledes brugt til vore to stager og bådshage, disse er dog ikke en del af fundet, men nødvendige til vores brug af Tilia.Beskrivelse: Hassel, også kaldet skovhassel, er en mangestammet oftest 3-5 meter høj busk af birkefamilien, naturligt udbredt i Europa og Asien. Den kan af og til blive næsten træagtig med en skærmformet krone, og den er rapporteret i en størrelse på op til 15 m.Hvor: Hassel findes overalt i Europa på fugtig og mineralrig jordbund, hvor den danner krat, skovbryn og underskov i frodige ege-blandingsskove.Hasselnødder er en næringsrig og velsmagende spise, og hassel dyrkes derfor som kulturplante.Kilde: Wikipedia. Uægte jasmin Philadelphus coronarius, uægte jasmin. Philadelphus coronarius Rosenberg beskrev fundet af et (eller flere) bundte af tynde grene, ca. 10 mm i diameter og ca. 1 m lange. Han har ikke beskrevet hvad disse bundter kunne have været brugt til. Vi har valgt at placere flere bundter i de to, 2 m lange, bådrum foran tofte 10 og agten for tofte 1. Forude bruges de som fodstøtte for de to padlere, man kan ikke padle med fødderne frit svævende i luften. Samtidigt kan der anbringes personligt gods her, så er det fri af bundvandet. Ligeledes i det agterste bådrum. Her kan der anbringes gods, for eks. fødevarer, på grenene under løftingen og danner et sikkert underlag for styrmanden.Bundterne er af en passende diameter og holdt sammen af bastsnore.Grenene fra denne busk er kun valgt fordi den findes i mange haver og skal alligevel beskæres hvert år, hvor de ældste grene fjernes.Beskrivelse:Er en stor, løvfældende busk med en vækstform, der er stivgrenet og opret. Kaldes også vellugtende pibeved, den er en gammel, velkendt prydbusk med snehvide, duftende blomster. Grenene har hvid marv.Blomsterne ses i juni-juli, og de sidder i korte klaser fra bladhjørnerne. De er hvide med gule støvdragere. Duften er sød og kraftig.Kilde: Wikipedia. Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Detaljer

Oprettet: 1. februar 2025

Senest opdateret: 2. februar 2025

Dronningens og Tilias besøg i Augustenborg Den 26. august kunne Augustenborg fejre deres 350 års jubilæum.Da der på dette tidspunkt var bryllup i det norske kongehus kunne dronningen og prinsen ikke komme på selve dagen, så i stedet var de på besøg i Augustenborg den 25. juli.Vi var blevet inviteret til at deltage i arrangementet i Augustenborg, hvor det var meningen at vi skulle følges med dronningens chalup det sidste stykke ind til Augustenborg.Forud for dagen var der mange forberedelser. Knud Skov Rasmussen var flere gange i telefonisk kontakt med førstestyrmanden på Dannebrog, for at aftale hvordan det skulle foregå. I den periode hvor besøget skulle foregå var dronningen og prinsen på sommerferie på Gråsten Slot, så Dannebrog lå til kaj i Sønderborg. Det blev derfor aftalt at mandskabet på Dannebrog skulle på besøg på Danfoss, Danfoss Museet og i Lindeværftet. Disse besøg blev afviklet den 23. og 24. juli Tilia på slæb. Selve besøget startede så tidligt på dagen at det var nødvendigt at transportere Tilia til Augustenborg aftenen før, hvor vi mødtes i Lindeværftet kl.16.30. Vi startede med et lille orienteringsmøde hvorefter vi trak Tilia til Dyvig og søsatte hende. Tilia skulle slæbes efter en motorbåd til Augustenborg, så 6 medlemmer steg ombord og padlede ud til motorbåden, hvor de efter lidt besvær fik en trosse fastgjort til motorbåden.Vi havde lavet en aftale med folkene omkring Sebbe Als (et vikingeskib i Augustenborg) at vi måtte lægge Tilia ved bådebroen ved deres naust i Augustenborg Fjord. Vi havde også fået lov til at benytte deres naust, så nogle medlemmer kunne overnatte og passe på Tilia. Altså blev Tilia slæbt til Augustenborg og lagde til ved nausten. Om aftenen samledes nogle af vores medlemmer ved nausten sammen med et antal vinflasker, hvor de havde en hyggelig aften. Aftenstemning med Augustenborg ’skyline’ i baggrunden. Næste dag mødtes vi ved nausten kl. 8.30 for at øve os lidt i at padle i takt og hilse pænt med padlerne. Vi prøvede konceptet besluttet efter turen til Hardeshøj med at have kaptajnen (Knud Skov Rasmussen) stående midt i båden og en rorsmand agten og Magda i stævnen (Denne gang udstyret med en rigtig tromme og en kalkunknogle som trommestik). Vejret var flot med lidt dis og skyer, som så ud til at de ville forsvinde i løbet af dagen. Ifølge planen skulle Dannebrog sejle fra Sønderborg og så tæt på Augustenborg som den kunne. Derfra skulle Dronning Margrethe og Prins Henrik så sejle med chaluppen ind til Augustenborg. Vi skulle så mødes med dem og følges med dem ind til Augustenborg. Vi havde fået at vide at vi nok ikke kunne følge med, fordi chaluppen kunne sejle op til 10 knob og vi skal være gode for at få Tilia over 5 knob. Knud Skov Rasmussen havde dog aftalt med styrmanden på Dannebrog at de skulle starte lidt tidligere med chaluppen, så de kunne sejle lidt langsommere på det sidste stykke. På det aftalte tidspunkt lå vi klar, men der var ingen chalup i syne. Der sejlede en masse både fra Augustenborg ud til Dannebrog for at følge chaluppen ind – imellem dem var Sebbe Als. Vi lå og sejlede lidt rundt ved den aftalte bøje og endelig kunne vi se at chaluppen var på vej ind fulgt af en hel flåde af både.Da chaluppen nærmede sig satte vi fart på ind mod Augustenborg, så vi i hvert fald kunne følge med et stykke vej. Faktisk præcist på dette tidspunkt forsvandt de sidste skyer, så det blev fint solskin. Da chaluppen kom op på siden af os hilste vi pænt på dronningen og prinsen med padlerne og de vinkede tilbage til os. Vi havde slet ikke behøvet at spekulere på om vi kunne følge med chaluppen, fordi de satte farten så langt ned at vi uden problemer kunne følge deres tempo. Dronningen og prinsen kiggede meget interesseret på os – men Tilia er jo også et flot syn. Chaluppen og Tilia på vej ind i Augustenborg havn. Chaluppen lægger til i Augustenborg. Vi ankom sammen med chaluppen til Augustenborg, hvor vi lagde os pænt ude i havnen, mens chaluppen lagde til ved den til lejligheden fremstillede landgangsbro. Vi fik desværre ikke set så meget af arrangementet på land, fordi der var et kæmpe skrummel af en motorbåd (flere etager høj), som absolut skulle lægge sig helt inde ved siden af chaluppen, så ingen på de mindre både i havnen havde en chance for at se noget. Sebbe Als på Augustenborg Fjord. Foto: A. Weile Da dronningen og prinsen var kørt væk i hestevogn sejlede vi lidt rundt i havnen til ære for de mange tilskuere. Derefter satte vi stævnen tilbage til nausten hvor vi skulle spise frokost sammen med Sebbe Als’ besætning. Vi grillede nogle pølser og hyggede os.Efter frokost var der tid til at prøve hinandens fartøjer. Det var spændende at være med på et vikingeskib, som vi fik lov til at ro et stykke ud af fjorden. Da kaptajnen syntes at vi havde arbejdet hårdt nok på årene blev vi slæbt et stykke længere ud, hvor vi så vendte og satte sejl, for at sejle ind til nausten igen. Det var hårdt arbejde at hejse sejlet op i masten, men da det først var gjort var det afslapning resten af vejen ind. Klokken 14.30 skulle Prins Henrik indvie en tilbygning hos Augustenborg Roklub. Roklubben ligger lige overfor nausten på den anden side af fjorden, så vi sejlede sammen med Sebbe Als over til roklubben. Her lagde Sebbe Als til ved deres bådebro, fordi et par af deres medlemmer skulle deltage i arrangementet, Det var meningen at vi blot skulle ligge ude på vandet, men i stedet lagde vi stævnen ind til deres bådebro, men blev siddende i båden. Prins Henrik ankom og foretog indvielsen. Efter indvielsen kom han ud på bådebroen for at se på Sebbe Als og Tilia. Han gik først hent til Sebbe Als og fik en forklaring af deres skipper. Som altid blev han fulgt af en stime journalister og fotografer, som så ud til at de kedede sig lidt. Da prinsen havde set Sebbe Als kom han hen for at hilse på os. Han sagde at det havde været at flot syn at se os om morgenen på turen ind til Augustenborg. Prinsen fik en lille snak med Magda og fik lov til at prøve hendes tromme. Efter lidt snak spurgte han om det var muligt at få en lille tur i Tilia. Vi svarede selvfølgelig ja, hvorefter han spurgte om der var plads i programmet til en 5-minutters tur. Det var der, så han smed stokken (som han havde med pga. podagra i den ene fod) og steg ombord. Vi var alle lettere chokeret, men vi fik kastet fortøjningen og begyndte at padle baglæns ud. Nu var alle fotograferne vågnet op til dåd og der blev taget en masse billeder. Vi fik vendt båden og sejlede en lille runde med prinsen, som så ud til at han nød turen. Om turen blev på 5 minutter eller 10 minutter ved jeg ikke, men vi fik sejlet en runde og lagde så igen til ved bådebroen. Prinsen steg fra borde igen og sagde mange tak for turen, og jeg tror nok at alle ombord var stolte af det fine besøg. Vi kunne nok også spore en anelse misundelse i stemmen på Sebbe Als’s skipper bagefter. Prins Henrik som passager på Tilia. Foto: A. Weile Da Prinsen var taget af sted fra roklubben sejlede vi tilbage til nausten, hvor det var tid til at få slæbt Tilia tilbage til Dyvig igen. 6-7 mand tog med i båden, medens resten af os kørte hjem. Vi mødtes et par timer senere i Dyvig for at bære Tilia på land og køre hende tilbage til Lindeværftet.Der blev snakket meget om vores oplevelse med Prins Henrik, og det vil der nok blive et stykke tid fremover.Alt i alt var det en pragtfuld tur med fint vejr, hyggeligt samvær og store oplevelser.Af Leif Stig Andersen Tilia, Sebbe Als for sejl og Ottar Als. Hvis du har bemærkninger til denne artikel, kan du sende en E-mail til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den..

Detaljer

Oprettet: 29. januar 2025

Senest opdateret: 2. februar 2025

Indledning Hjortspringbåden har mange ejendommelige karakteristika, som næsten uafvendeligt må dreje tanken hen mod dens forgængere, der må have fostret dem. Vi, der om nogen har Hjortspringbåden i blodet, har derfor ind imellem ladet fantasien løbe i et forsøg på at genskabe os Hjortspringbådens forgængere.Hjortspringbåden stammer fra tiden lige efter yngste bronzealder, fra en tid, hvor de sidste helleristninger, der aftegnede både, blev indhugget i klippeflader i Bohus Län i Sverige. Dens profil aftegner disse yngste helleristningsbåde. Men hvordan var både i Ældre Bronzealder bygget, i en tid hvor værktøjet ikke havde jernets overlegne skæreevne? Uheldigvis findes der ingen arkæologiske fund af havgående både fra bronzealderen at læne sig op ad. Vi må, i et forsøg på at beskrive disse, anvende andre end de arkæologiske metoder for at besvare spørgsmålet om bronzealderens bådkonstruktioner. Her vil vi bruge helleristningernes udsagn sammen med en form for “baglæns produktudvikling” fra Hjortspringbådens konstruktion.Hvad Haanden former er Aandens Spor kan vi altså omskrive til udsagnet: “Hvad hånden formed var åndens spor”. Vore forgængere i 350 f.Kr. må have arvet nogle konstruktioner og udformninger, som har dannet baggrund for deres løsninger. Vi har allerede set, at helleristningsbåde den gang, altså i Ældre Bronzealder, havde rette køl- og rælingslinier, en umulighed at opnå i havgående træbåde uden urealistisk store træstammer. Lægger vi vægt på, at samfundene i bronzealderen i høj grad var baserede på kvægavl, kan man næppe undgå at fundere over anvendelsen af oksernes hud i garvet form, altså læder, til fremstilling af skibe.Tager vi som udgangspunkt, at handelen i bronzealderen i Skandinavien i højere grad har anvendt søfart frem for landtransport med oksetrukne vogne, må fremstillingen af både og skibe have været en væsentlig aktivitet, lige som bilindustrien er det i dag. Det fører os frem til, at produktionsprisen, altså den tid, der gik til at fremstille en båd, har været af betydning.Hjortspringbådens hovedkonstruktion kan betegnes som en langsgående, udspændt bjælke, en bådskal, der i princippet er selvbærende. Spantsystemerne er naturligvis i brug for at fastholde skallens form, især for at modvirke “ærtebælg” bevægelser. Svøbene er i sig selv alt for svage til at understøtte bådskallen, men de overfører de ydre påvirkninger mellem de forskellige dele af skallen ved hjælp af de øvrige elementer i spantsystemerne, altså tofter, dæksbjælker og søjler. Herudover overfører spantelementerne kræfter, hidrørende fra vægten af mandskab og last, til skallen i balance med vandets opdrift.Spantsystemerne er kun i ringe grad med til at modvirke vridningsmomenter fra bølgebevægelser.Hjortspringbåden er meget elastisk, hvad angår vridning. Dette er i øvrigt typisk for skandinaviske bådkonstruktioner, lige fra jernalderen over vikingetiden til den tidlige middelalder. En skindbådshypotese Vi er nået frem til, at de både eller skibe, der transporterede store godsmængder over de skandinaviske småhave og langs kysterne, kunne have været fremstillet af rafter beklædt med læder.Ikke at dette er nogen nyskabelse blandt hypoteser. I hele det tyvende århundrede har marinarkæologiske videnskabsfolk diskuteret “træ eller skind” i Bronzealderen. Vi synes imidlertid, at udover de lige rælings- og køllinier, har Hjortspringbådens spantsystemer en konstruktion, der kan pege i retning af en raftekonstruktion. Også hornene kan indeholde reminiscenser fra en raftebåd, hvor de har været til nytte. Et tværsnit, der viser den principielle opbygning af en læderbåd. Tegning: K.V. Valbjørn. For at belyse denne hypotese har vi konstrueret en læder/raftebåd på størrelse med Hjortspringbåden.De langsgående elementer blev valgt at være fem afbarkede rafter, dvs. to rælingsrafter, to side- eller stringerrafter og en kølrafte.Diameteren af rafterne midtskibs (100 mm) er valgt ud fra, at vridningsmodstanden for et bådtværsnit svarer til Hjortspringbådens tilsvarende modstand. Her er anvendt en meget simplificeret matematisk model, der dog giver retningslinier. Det forventes, at raftediameteren falder med 5 % pr. m fra bådens midte hen mod bådens ender.De to rælingsrafter løber sammen for og agter og surres til hinanden over to m, hvorved de danner ræingshornet. Funktionen af denne lange surring er at forhindre langsgående skridninger og drejninger mellem de to rafter og derved modvirke vridning af båden. Den samme virkning fås ved at lade de to stringerrafter løbe sammen for og agter, hvor de surres sammen med kølraften og danner kølhornet.En trekantkonstruktion i begge ender af båden danner stævnene. Stævnen med de sammensurrede rafter, der danner hornene. Tegning: K.V. Valbjørn. Spantsystemerne efterligner Hjortspringbådens, dog er de tænkt noget mindre elegante og mindre vægtoptimerede for at illustrere det ringere skæreværktøj, der fandtes i bronzealderen. Et tværsnit midtskibs med spantesystemet indtegnet. Tegning: K.V. Valbjørn. Selve huden af båden er garvet oksehud med en tykkelse på 3-5 mm. Det er væsentligt, at denne lædermembran, når den påvirkes af vandtrykket, ikke må bule så meget indad, at den berører svøb eller spantdele. Der er udført beregninger over indbulingen som funktion af rafteafstand og vandtryk ud fra tilladelige spændinger af oksehudsremme, anvendt som drivremme. Disse beregninger viser, at konstruktionen er mulig. Fysisk model Baseret på konstruktionen blev der fremstillet en fysisk model i skala 1:5. Bortset fra læderhudens tykkelse er modellovene lineære, således at forstå, at en 100 mm rafte skal have en diameter på en femtedel, altså 20 mm. Rafterne blev fremstillet af afbarkede hasselgrene.Huden var garvet vandbøffelskind med en tykkelse på 1,5 mm. Der blev opstillet en række spantsnit, udført i krydsfiner og med hak, hvori rafterne blev anbragt. Ved at anvende helt friske hasselgrene, der efter afbarkning blev tvunget ind i hakkene og fastgjorte, opnåede man, at disse rafter beholdt den tvungne facon, efter at de var tørret helt ud. Rafterne under montage. Foto: K.V. Valbjørn. Hver rafte bestod af to træer, der var sammensurrede midtskibs over en længde på 20 cm (1 m).Midtskibs havde rafterne en diameter på 20 mm. Denne diameter reduceredes hen mod enderne, således at rafterne ved hornene kun var 14 mm i diameter.Da de fikserede rafter var helt tørre, erstattedes krydsfinerprofilerne med svøb af 8 mm hasselgrene, der også havde været fikseret i deres bue fra frisk til tør tilstand før montagen. Svøbene blev surret til rafterne, efter at toften var blevet monteret på svøbene. Så blev stævnene fremstillet og monteret. Endelig blev rafternes ender sammensurrede, hvorved de dannede hornene. En skævhed i bådskelettet hidrørende fra en vridning af den bjælke, som profilerne havde været monteret på, kunne delvis fjernes ved, før surringen, at forskyde rælingsrafterne langsgående i forhold til hinanden. Helt ret blev båden imidlertid ikke. Svøb og tofter under montage. Foto: K.V. Valbjørn. En monteret stævn. Foto: K.V. Valbjørn. Dernæst blev dæksbjælker og søjler surret til rafterne og svøbene, og til sidst blev dækket surret til dæksbjælkerne. Til disse surringer blev anvendt 1 mm syntetisk snor. Surringerne, der fastholdt svøbene til rafterne, burde nok have været indfældet i rafterne for at få en glat overflade af læderet, hvor det passerede surringerne. Der var blevet anbragt et stræktov mellem de to stævne. Det færdige bådskelet. Foto: K.V. Valbjørn. Læderhuden blev monteret fra agterenden og fremad.Syningerne blev foretaget med en dobbelt søm. Da huden var nogenlunde formet, blev den gennemvædet med vand, fikseret agter og strakt langs båden. Dernæst blev den fikseret fortil i meget stram tilstand. Endelig blev læderhuden, stadig gennemvåd, strakt på tværs op over rælingen, hvortil den blev surret. Den færdige båd, "hjortspringbåden" i rafte-/læder-teknologi. Foto: K.V. Valbjørn. Den færdige model vejede 5 kg, hvilket vil svare til, at en tilsvarende båd i fuld størrelse ville veje 625 kg, eller knap 25 % mere end Tilia. Med en rigtig tykkelse af læderhuden, skønnes det, at en “Hjortspringbåd” i læder/rafte-teknologi vil have samme vægt som Tilia.Opdeler man fremstillingen af en båd i de tre elementer: Bearbejdning, formning og montage, kan vi sammenligne de to teknologier. Der er her en dramatisk forskel mellem træbåden og skindbåden.Bearbejdning udgjorde 85 % af arbejdet på træbåden mod 10 % for skindbåden, formningen udgjorde 1 % mod 50 % for skindbåden, medens montagen for træbåden udgjorde 14 % af arbejdet mod skindbådens 40 %. En skindbåd kræver altså næsten ingen bearbejdning. Her er set bort fra arbejdet med garvning af huderne.Fremstilling af modellen gav ingen oplysninger om forholdet mellem træbådens og skindbådens produktionstid.Der er ikke blevet foretaget forsøg med skalamodellen. Den virkede imidlertid robust også over for vridning. Konklusion Den gennemførte konstruktion af en “Hjortspringbåd” i rafte-/læder-teknologi beviser intet. Man kan sige, at den konkretiserer de hypoteser, der postulerer, at sådanne både kunne have været anvendt i tidlig Bronzealder. Et næste skridt kunne være at bygge og sejle i en sådan båd, et skridt, der, hvis det lykkedes, ville give en højere grad af sandsynlighed af hypotesen. Webmasters note "For 5.000 år siden sejlede et skandinavisk stenalderfolk rundt i skindbåde, lig dem der blev brugt af inuitterne længere mod nord. ..."Ovenstående er et citat fra en artikel i Videnskab.dk:Nyt studie tænder op i gammel diskussion: Hvilke både brugte de første skandinaver?Det viser, at K.V. Valbjørn ikke er alene i denne tanke, der er, i hvert tilfælde nogle, forskere, der er enige. Kilder Hvad Haanden former er Aandens Spor.Videnskab.dk

Detaljer

Oprettet: 26. januar 2025

Senest opdateret: 2. februar 2025

I artiklerne om Opbygningen af Tilia, har vi behandlet mange forskellige aspekter af rekonstruktionen af Hjortspringbåden. Konklusionerne af arbejdets resultater går delvis på tværs af opdelingen her. Organisation Gruppeopdeling Opdelingen af arbejdet i grupper, der behandlede forskellige emner, viste sig på mange måder at befordre arbejdet og dets kvalitet. Først og fremmest bidrog det til at tiltrække folk med særlige interesser, som de fik mulighed for at pleje og udvikle i en interessant sammenhæng. Der dannedes en sammenhørighed mellem gruppemedlemmerne, der udviklede sig til et kammeratligt fællesskab. Da de fleste aktive medlemmer var medlem af flere grupper, blev der formet et net af kontakter på kryds og tværs i lauget. Dette fik betydning, ikke blot i gruppearbejdet, men også ved løsning af store opgaver, der rakte ud over den enkelte gruppes område. Den væsentligste styrende enhed var de månedlige møder, hvor det forventedes, at de enkelte grupper rapporterede til alle dem, der deltog.De månedlige møder havde som formål at give alle mødte medlemmer et indtryk af helheden i projektet, et indtryk, der kunne få betydning for valg af løsninger i den enkelte gruppe. Der opstod en atmosfære, hvor alle talte med om alt, hvor man kommenterede rapporterne, og hvor man følte sig hjemme blandt ligeværdige, uanset hvor forskellige vi var.Det lidt formelle organisationsdiagram blev lagt på overheadprojektoren ved hvert møde, og derved blev helheden i projektet stadig fastholdt.Gruppeopdelingen, de månedlige møder og den løbende anvendelse af organisationsdiagrammet bidrog væsentligt til kvaliteten af arbejdet. Dokumentation Valget af en løbende dokumentation i form af fotos, video og rapporter til medlemsmappen har vist sig at være rigtig. Det var ikke blot en båd vi byggede, det var en viden, vi fremskaffede blandt andet i form af båden. Medlemsmappen kom til at indeholde alle færdige konklusioner og valg, ofte i skitseform.Kontakten til museer og læreanstalter, som den var blevet etableret, var gunstig. Vor fremgangsmåde med at tilsende hvert medlem af vort “videnskabelige netværk” en medlemsmappe, og dernæst løbende at tilsende dem vore rapporter, gjorde det mere legitimt at forstyrre den enkelte museumsmedarbejder, når vi kom i tvivl om løsninger. Økonomi Økonomistyringen af projekt og laug fungerer tilfredsstillende. Regnskab og budget er opdelt i to: Byggeregnskabet og laugsregnskabet. Dette sidste finansieres af medlemskontingentet, der har været uændret i alle årene. (100 kr./år). Pengene i laugskassen går til udsendelse af rapporter og til administration. Der søges ikke fonde til dette. Der er udviklet en ånd, der gør, at småbeløb, kørsel, lån af traktor o.l. bliver betalt af det medlem, der har med sagen at gøre. Vore overheadomkostninger har været meget beskedne.Byggeregnskabet omfatter alt vedrørende bygning af båden og projekter vedrørende indretning af Lindeværftet. Det finansieredes primært af fonde og sekundært af egenindtægter. Opdelingen i et laugs- og et byggeregnskab betød, at vi med god samvittighed kunne informere fonde og besøgende om, at deres bidrag gik ubeskåret til formålet (og ikke til klubaktiviteter). Konklusion Der kan konkluderes, at organisationsmetoden fungerede godt og befordrende for formålet. Det fungerede, selv om laugets medlemmer er meget forskellige hvad angår baggrund, personlighed og interesse. Det er meget få, der har meldt sig ud, fordi arbejdsmetoden eller den herskende “bramfri hjertelighed” stødte dem. Bådens konstruktion Nye tolkninger Grundlaget for bådbygningen var primært Rosenbergs beskrivelse af fundet, Johannessens tegninger og erkendelserne fra Nationalmuseets seneste opstilling af båden. Der er imidlertid under arbejdet fremkommet afvigelser eller tilføjelser, der efter megen granskning blev anset for rigtigere.En væsentlig afvigelse fra Johannessens tolkning er det forøgede spring, vi måtte give båden, for at vore træstammer kunne indeholde rælingsplankerne. Det er næppe heller sandsynligt, at der i jernalderen fandtes lindetræsstammer med en så stor diameter som 1,35 m i 10 meters højde, endsige krumme stammer.En anden afvigelse var anvendelsen af spændtovet. Vi har ikke bevist, at det var nødvendigt, men intuitivt føler vi, at det styrker båden betragteligt og modvirker kølsprængning.Landingen af side- og rælingsplankerne uden på stævnstykkerne i stedet for indvendig, som Johannessen havde foreslået, fungerede godt og uproblematisk. Anvendelsen af “vanter”, der holdt tofterne nede, var en nødvendig foranstaltning.Valg af bast som surringsmateriale i stedet for birkerødder er ikke nødvendigvis det rigtige valg. Vi kan blot sige, at bastsnorene har været tilstrækkeligt stærke. Ikke én er sprunget eller blevet løs i bindingen under de fire års sejladser.Tætningsmaterialet, uldsnore mættet med oksetælle og linolie, har fungeret nogenlunde. Vi tror nu nok, at harpiks ville have givet en mere skridsikker samling. Vurdering Hjortspringbåden er meget raffineret i alle sine detaljer. Eksempelvis viser optimeringen af styrke/vægtforholdet, at båden må have været én i en række af stadigt mere elegante konstruktioner, hvor viden må være gået i arv fra mand til mand. Den må være bygget på et værft af professionelle bådebyggere. Det er altså ikke en “do-it-yourself” båd.Der er ikke fundet nogen praktisk anvendelse af hornene, så her må konkluderes, at disse er at betragte som udsmykninger, der måske bærer fortidens konstruktioner i sig. Heller ikke Roskilde Domkirkes spir har nogen egentlig funktion. Over længere strækninger og i moderat sø kan båden sejles med en fart på 4,5 knob, Dens aktionsradius vil i stille vejr have været op mod 40-50 sømil pr. dag. Over en kort strækning kan båden nå en fart på 8 knob.Hjortspringbåden har en stor lastduelighed. Med sin egenvægt på 500 kg kan den transportere en last på 1.000 kg ud over mandskabet, altså en total last, der er fem gange sin egen vægt. Den betegnes som en krigskano, men den kan lige så vel kaldes en armeret kystbåd, der med en kraftig maskine (20 padlere) kunne transportere ét ton last over store afstande med en acceptabel fart.Båden er meget manøvredygtig. En drejningsdiameter i fart på 30-40 m er glimrende for en så lang båd. Bremselængden ved kraftig skodning er mindre end en bådlængde.Retningsstabiliteten er ringe, så en styreåre er nødvendig.Stabiliteten er ringe. Det føles især, når båden bordes. Under sejlads føles ustabiliteten ikke, så ballast har næppe været anvendt.Der er ingen antydning af, at båden har båret mast og sejl. Den almindelige opfattelse blandt arkæologer er da også, at sejl først kom til Norden i 5-600-tallet e.Kr.Med vinden agtenind kunne man nu have lyst til at sætte en kappe op mellem et par spydstager. Kun få helleristninger har antydning af master. Her viser vi et par fra Horsahallen i Möckleryd ved Torhamn, det sydøstlige hjørne af Blekinge.De krumme køl- og rælingslinier viser, at ristningen er fra yngste bronzealder eller fra tidlig jernalder. Helleristning fra det sydøstlige hjørne af Blekinge. Foto: Nils Sandberg, Mölletorp, Lyckeby, Sverige Helleristning fra det sydøstlige hjørne af Blekinge. Foto: Nils Sandberg, Mölletorp, Lyckeby, Sverige Bådbygningen Værktøj Lindetræ er et nemt materiale at arbejde i, et træskæremateriale, som blandt andet anvendes til altertavler. Skærevinklen af økserne og stålene blev efter forsøg valgt at være så lav som 15 grader.Bredbiler blev meget lidt anvendt, da skæreretningen hovedsagelig var på tværs af årene. Her fungerede “Mästermyr” tværøkserne glimrende, også når der skulle hugges krumme planker. Imidlertid blev det såkaldte “Hjortspringjern” det foretrukne værktøj. Det blev skæftet som stemmejern i stedet for som tværøkse. Valget af skæftning som stemmejern frem for som tværøkse havde sikket at gøre med vor begrænsede kunnen. Der er næppe nogen tvivl om, at havde vi behersket huggeteknikken, ville produktionen af plankerne været gået noget hurtigere.Efterspørgslen efter værktøj satte gang i smedegruppen, der hurtigt tiltrak adskillige interesserede medlemmer.Slåning af lindebastsnorene fulgte “moderne“ metoder. Der blev nu også fremstillet bastsnore udelukkende i hånden. Resultatet af denne produktion blev hverken værre eller bedre end ved den “maskinelle” fremgangsmåde.Ved syning af plankesamlingerne, eller rettere sagt ved stramning af dem, anvendte vi i begyndelsen en kopi af det S-formede træværktøj, der var en del af fundet. Det fungerede udmærket og må altså betragtes som et redskab, der hørte til bådens udrustning. Træning Der gik to år fra det tidspunkt, vi havde skaffet os et sted at bygge båden og til de store lindestammer ankom. Det var på sin vis heldigt, idet vi derfor næsten blev tvunget til at foretage et forberedende arbejde. Vi lærte at håndtere jernalderens værktøj, vi fik lindetræs egenskaber ind i blodet, og vi studerede og valgte udformningen af konstruktionsdetaljerne.Samtidigt opdeltes byggemandskabet umærkeligt efter evner og interesser i forskellige arbejdsopgaver såsom grovhugning, finbearbejdning, værktøjsslibning og oprydning. Dette sidste var ikke mindst vigtigt, idet et ordentligt, ryddet værksted umiddelbart gav en højere kvalitet og større personlig sikkerhed. Efter at have haft tre øksehug i benene, skrev vi en sikkerhedsvejledning, og siden undgik vi stort set uheld.Fremstilling af kopier af fundets trædele, såsom skjolde og drejede dåser som øvelsesemner gav et løft til den gruppe, der håndterede den historiske del af projektet.Produktion af de to prøvestykker overbeviste os selv og vore omgivelser om, at det var et realistisk projekt vi havde i gang, samtidigt med at konstruktionsgruppen fik løst flere uafklarede spørgsmål vedrørende montagen. Selve bådbygningen Selv om vi gennem øvelserne havde fået godt fat i bådens mange detaljer, dukkede der under selve bådbygningen flere nye problemer op. En væsentlig vanskelighed lå i træstammernes kvalitet. De løse kerner i stammerne med efterfølgende limning udgjorde et stort ekstraarbejde. En udspænding af bundplanken ved hjælp af ild var en sandsynlig metode i oldtiden. Vi turde bare ikke.Opspændingen af kølen og siden stævne og planker udgjorde en særlig vigtig opgave, der lykkedes godt. Båden lå fuldstændig lige i vandet.Vores logbog viser, at vi anvendte 10.000 mandtimer til bådens bygning. 2.000 af disse timer har været brugt til kaffepauser, hvor emnet for diskussionen oftest var små detailproblemer. Også under selve arbejdet blev der brugt megen tid til at tale om udformningen. Vi skønner, at i alt 3.000 timer blev brugt, fordi vi aldrig havde bygget en sådan båd før, i modsætning af vore forgængere.Limningen, eller rettere sagt især forberedelsen af den, slugte vel yderligere 1.000 timer.Et andet forhold, der slugte megen tid, var det, at vi skulle bygge en tro kopi af den fundne båd. Vore forgængere har sikkert tilpasset deres båd til en vis grad efter de træer, de nu havde til rådighed.Skulle vi have bygget en ny båd lige efter søsætningen af Tilia ud af tilstrækkeligt store og sunde træer, ville tidsforbruget nok have været omkring 5.000 mandtimer.Vi skønner, at vore forgængere, der, som vi hævder, arbejdede på et skibsværft, havde brugt 3-4.000 mandtimer. Det svarer vel til ti mand i et par måneder. Det største problem må nok have været transporten af stammerne hen til skibsværftet.Båden var overbevisende elegant bygget. Man havde kælet for hver detalje. Professionelle har de været, datidens bådebyggere. Hvad skete der? Historiegruppen havde som sit mål at besvare spørgsmålene: Hvor kom de fra?Hvem var de?Hvorfor kom de?Hvem mødte de?Hvad skete der? Et ambitiøst mål var det, og spørgsmålene blev heller ikke overbevisende besvaret. Tolkningen af de forskellige funddele og bådens sejlegenskaber peger i vidt forskellige retninger.Båden kan være kommet langvejs fra. Den er skandinavisk i sin konstruktion. Sværdene er af østgermansk tilsnit. De drejede trædåser og ringbrynjerne peger mod den keltiske kultur. Spydnitternes facon peger mod den svenske østkyst. Krukken peger mod Jasdorfkulturen ved Hannover. Skjoldene har en keltisk form, men kan være en udbredt mode også i Skandinavien.De mange retninger, som fundets dele peger på, kunne vel understrege, at der har været en udbredt samhandel og udveksling af varer og gaver i det nordeuropæiske område. Hvis dette udsagn er korrekt, kan kun nogle få karakteristiske dele af fundet anvendes som “Leitmotiv”, nemlig båden, de drejede dåser og ringbrynjerne. Jernvåbnene kan være kommet fra det keltiske område eller fra den tysk/polske østersøkyst. Man nåede frem til, at den afgørende forudsætning for en troværdig besvarelse af spørgsmålet: “Hvad skete der?” er kendskabet til befolkningstætheden på Als i Keltisk (Før Romersk) Jernalder.Går man ud fra, at der har boet adskillige tusinde mennesker på Als den gang, og at der var en samfundsmæssig struktur med høvding og hird, kan man støtte den hypotese, at der har været tale om et egentligt slag mellem det etablerede, alsiske samfund og en hær, der invaderede Als i adskillige både. (Kaul, Fl., Randsborg, K., Rieck, Fl.).Hvad enten vi går ud fra, at der boede 3-4.000 eller kun 3-400 mennesker på Als dengang, er en anden hypotese også mulig:En gruppe handelsmænd eller udsendinge fra det keltiske område i Sydtyskland var i deres flodbåd sejlet ned ad Oder til Østersøens kyst. Her chartrede de en kystbåd af nordisk oprindelse med mandskab. Formålet var at begive sig nordpå langs Jyllands østkyst for at introducere den nyeste våbenteknologi, sælge disse våben eller bruge dem som gaver for at etablere tilhørsforhold. De drejede skåle og dåser har været vareprøver.Undervejs har de måttet lægge ind til den alsiske kyst for natten eller på grund af dårligt vejr. Båden kan have været sprunget læk. De indfødte, Alsingerne, har opdaget deres lejrbål på stranden, har overfaldet dem med deres langbuer og aflivet dem. De, Alsingerne, ønskede naturligvis ikke, at naboer i Jylland skulle opruste.Traditionen tro måtte våben og udstyr skænkes til guderne ved nedsænkning i den hellige sø.Måske har en Hjortspringbåd med andre keltiske varer som f.eks. Gundestrupkarret på et andet tidspunkt med held passeret Alssund og Alsfjord.Også Dejgbjergvognene kunne i adskilt tilstand have været en last ombord på en Hjortspringbåd.Sejle var nu engang den nemmeste transportmetode.Fantasien er uden grænser, andre end de, der stammer fra konkret viden. Kilder Hvad Haanden former er Aandens Spor.

Detaljer

Oprettet: 25. januar 2025

Senest opdateret: 2. februar 2025