Kategori (da-dk)

Historiegruppen tog ligeledes udgangspunkt i de våben og udstyrsdele, som fundet udover båden også bestod af. Ud over litteraturstudier anvendte gruppen også de analyser, som den nedsatte udstyrsgruppe havde foretaget.Denne gruppe havde via besøg på Nationalmuseets afdelinger i Prinsens Palæ i København og i Brede opmålt og studeret en række spyd, padler, skjolde og sværd. Fra Rosenberg nærlæstes beskrivelserne, og alle mål og øvrige karakteristika på de fundne genstande blev dokumenteret i medlemsmappen i overskuelige skemaer.Den talrigeste våbentype i fundet var spydene - ikke mindre end 169 er blevet katalogiseret. Hertil kommer så de spydspidser, som tørvegraverne i 1880’erne kastede bort.Af de fundne 169 spydspidser var de 138 af jern, medens resten var fremstillet af ben eller hjortetak.Smedegruppen fremstillede et udvalg af jernspydspidser i en smedje på Danebod Højskole i Fynshav. Man nåede her frem til, at smedeteknologien, hvor spydene var blevet fremstillet, havde haft et højt stade. I og med at fundet er dateret til 350 f.Kr., kun 150 år efter at jernet som værktøjs - og våbenmateriale blev introduceret i Nordeuropa, må smedningen have fundet sted i koncentrerede håndværkermiljøer med stærk udvikling af teknologien. Hjemmefremstilling af så avancerede emner er næppe tænkelig.At teknologien var avanceret, blev understøttet af en analyse, foretaget på Statsprøveanstalten i København i 1939. Her konkluderede man, at de undersøgte spyd var blevet hærdet ved nitrering. En endelig analyse fandt imidlertid ikke sted. I et brev fra Statsprøveanstalten, dateret april 1940, henlægger man sagen “af hensyn til de nyligt stedfundne begivenheder”. Som det ses, havde spydspidserne vidt forskellig størrelse og udformning. Nogle af dem var så store og kraftige, at de må betegnes som lansespidser, andre mere egnede til kastespyd. Nogle af spydspidserne var stadig forsynet med skafter eller dele af skafter. Spydspidserne var alle med en dølle til fastgørelse af skafterne.Fastgørelsen mellem spids og stage var sket ved hjælp af en tværgående nitte af bronze eller jern lagt i spydets plan. Det var interessant at konstatere, at mange af nitterne i enderne havde en rundgående rille og endte med en knap. Tilsvarende udsmykninger på spydnitter er kun fundet på Gotland og Øland og betegnes som “Holstensk gørtlerarbejde. Spydenes konstruktion var meget varieret og kan ikke hjælpe i identifikationen af, hvor de var blevet smedet. Smedegruppen smedede en række typiske kopier af spydspidserne, som er vist her sammen med en kopi af et skjold samt nogle udstyrsdele. Foto: H.P. Rasmussen. Kopi af skjold set fra de to sider. Den elegante montering af håndtaget er vist. Foto: H.P. Rasmussen. Skjoldfundet var overvældende. Med sikkerhed er konstateret 50 skjolde, men brudstykker angiver, at der måske har været tale om 80 skjolde. Hermed er der tale om det største enkeltfund af skjolde i Europa.Skjoldene var rektangulære med afrundede hjørner. Der var stor variation i højde/breddeforholdet rækkende fra 105/36 cm til 60/47 cm. Selve faconen peger på skjolde fra det keltiske område, typiske for den tidlige jernalder. Såvel i bronzealderen som i romersk jernalder var skjoldene cirkelrunde.En væsentlig erkendelse er, at de identificerede skjolde ikke bar mærker efter kamp. Skjoldenes finish og udformningen af detaljerne vedrørende håndtag og skjoldbule er raffineret svarende til bådens finish. Metal var ikke anvendt bortset fra et par bronzenitter på et af skjoldene.Skjoldene var fremstillet af enten lind, eg, el eller birk. Tykkelsen var 12-14 mm på størstedelen af fladen og skrånede ud med kanten til en tykkelse på 3-6 mm. De fleste skjolde var sammensat af to eller tre brædder, der var forbundet med dyvler. Skjoldbulerne var for de flestes vedkommende klæbet på skjoldfladen med harpiks. Håndtagene var relativt ens med en meget elegant montage, idet de blev drejet ind i et par riller i skjoldpladens ovale åbning. Seks originale sværd fra fundet. Foto: Nationalmuseet. Fundet indeholder hverken buer, pile eller pilespidser, selv om denne våbentype var kendt i såvel stenalderen som bronzealderen.Der var kun et ringe antal sværd i fundet, idet kun 11 med sikkerhed er identificerede. De var relativt korte (fra 33 til 70 cm), alle var enæggede og med grebtungen i forlængelse af sværdets midterlinie.Sværdene var hugvåben. De angives at være østgermanske.Indtil dette skrives er der kun smedet 2 sværd.Et væsentligt element i fundet var en indikation af ringbrynjer, måske 15-20 styk i alt. Ringbrynjerne fremstod i fundet som et areal på 10-12 kvadratmeter rust med tydelige aftryk af ringe med en diameter på 1 cm. Det skønnes, at et tilsvarende stort areal var blevet bortgravet ved tørvegravningen. Her har vi igen et udtryk for det høje niveau af smedeteknologi, som smedegruppen dog ikke vovede at eftergøre. Fundet er det største ringbrynjefund i Europa. I det fundne udstyr var også nogle drejede træting. Foto: Nationalmuseet.  I fundet var også en række udskårne skeer, tallerkner og dåser af træ. Især dåserne er af interesse, idet de var drejede. Trædrejeteknologien var kendt i Sydtyskland i de keltiske områder, men blev egentlig først udbredt i den tidlige middelalder. Heller ikke drejning af keramik var kendt. Faconen på et par af de drejede dåser, dog i ler, kendes fra Bornholm og i urnegravene i Jastorp ved Lüneburg. Disse keramikdåser var “pølsede” op. Også en øse var der i fundet. Foto: H.P. Rasmussen. Et eksempel på udskårne trædele i fundet er en øse, der, som det ses på billedet herover, hænger smukt midt på en tofte i båden.En del af en bronzenål i fundet har en karakteristisk svajet stilk og kaldes en holstensk nål. Sådanne nåle var almindelige i hele Nordtyskland. Endelig fandt man henstillet på et skjold en lerkrukke eller rettere sagt skårene fra en sådan. Den var blevet rekonstrueret og identificeret som en forrådskrukke, fremstillet ved oppølsning, og faconen kendes ud over fra Danmark også fra Holsten - og Hannoverområdet. Kilder Nylen, E.Hvad Haanden former er Aandens Spor.
Historiegruppen definerede som sin opgave at besvare følgende spørgsmål: Hvor kom de (bådens besætning) fra?Hvem var de?Hvorfor kom de?Hvem mødte de?Hvad skete der? Gruppen gik primært i gang med litteraturstudier, efterfulgt af landskabsstudier på Als, besøg på museer og kontakter til museer og universiteter.Lad os starte med resultaterne fra analysen af Als i keltisk jernalder (500 f.Kr.- Kr. fødsel):Øen Als har et areal på 317 kvadratkilometer med en jordbund af glacialt ler og enkelte sandede områder samt nogle moser og kraftige tunneldallandskaber på Nordals. En pollenanalyse fra Bundsø på Als (1) viser følgende fordeling af bevoksning i bronzealderen og tidlig jernalder: LandskabFordelingÅbent land57 %Kratskov31 %Højskov12 % Der var altså 187 kvadratkilometer svarende til 18.700 ha til rådighed til bebyggelser og landbrug. Pollenanalysen viser kun ringe forekomst af lindetræ, medens bøg, eg, elm, hassel og el var hyppige.Inden der i det følgende jongleres frem og tilbage i de tidsaldre, som oldtiden i Norden opdeles i, skal disse kort nævnes: PeriodeÅrÆldre stenalder-> 3.000 f.Kr.Yngre stenalder3.000 - 1.800 f.Kr.Bronzealder1.800 - 500 f.Kr.Keltisk (førromersk) jernalder500 f.Kr. - Kr. fødselRomersk jernalderKr. fødsel - 400 e.Kr.Germansk jernalder400 - 800 e.Kr.Vikingetid800 - 1.050 e.Kr. I keltisk jernalder bestod bebyggelsen af små landsbyer med 5-6 gårde, hver med 7-8 personer.Hver gård bestod af et aflangt hus, ca. 5 x 12 m, orienteret øst - vest med beboelsen i vestenden og stalden i østenden. Husdyrholdet var køer, får, svin og enkelte heste. Medens kvæget i bronzealderen gik ude hele året, blev der i jernalderen brug for at have det på stald om vinteren af klimamæssige grunde (2).Tager man udgangspunkt i “Danerne fra fødsel til dåb” (3), hvor det hævdes, at der skulle 50 hektar til at føde en person i keltisk jernalder, giver det en befolkning på Als på ca. 350 personer, hvoraf formodentlig 80-90 var våbenføre. Historiegruppen foretog også vandringer i området omkring Hjortspring Mose og nåede til den erkendelse, at båden måtte have været slæbt op til mosen fra Stevning Vig på Als’ vestkyst via Stolbro Bæk, der udspringer kun 200 m fra mosen. Bækken er aftegnet på Alskortet, der er vist i artiklen Natur og kultur.På en ekskursion til mosen fandt vi på de tilstødende marker i øvrigt en kærneøkse fra ældre stenalder og nogle potteskår fra bronzealderen. Jo, man havde færdedes her altid. Ved kanten af mosen fandt vi en tung, stærkt jernholdig sten, formodentlig et forstadie til myremalm. Myremalm brugtes som udgangsmateriale til fremstilling af jern i Danmark i jernalderen.Historiegruppens arbejde er nedfældet i bogen: Tanker om Hjortspringfundet og Als i keltisk jernalder. Hjortspring Mose er igen sprunget i busk. Kilder 1: Åby, B. Trekant-pollendiagram fra Bundsø.2: Hvass, L.3: Engelhart, P.Hvad Haanden former er Aandens Spor.Tanker om Hjortspringfundet og Als i keltisk jernalder.
Historisk baggrund Formålet med historiegruppens arbejde var at give lauget en idé om bådens og fundets samtid. Det samme formål havde udstyrsgruppen og smedegruppen. Det ville for medlemmerne have været utilfredsstillende blot at bygge en båd uden et grundlæggende kendskab til baggrunden for båden. Vi forestillede os ligeledes, at en sådan viden ville kunne hjælpe konstruktions- og byggegruppen til at træffe rigtigere valg, når der opstod tvivl om udformningen. Endelig tilgodeså dannelsen af de nævnte grupper en øget interesser hos nogle af de tilmeldte medlemmer.Resultaterne fra de nævnte gruppers arbejde skulle bidrage til at udbrede kendskabet til fundet i offentligheden. Selv om de tre grupper arbejdede separat, blev resultaterne fra hver gruppe en integreret del af den historiske baggrund. Derfor beskrives arbejdet, dets resultater og dets konklusioner under ét.De omtalte grupper er vores opdeling af de forskellige arbejdsopgaver. De er nærmere beskrevet i: Afsnittet om Organisering Kilder Hvad Haanden former er Aandens Spor.Beskrivelsen her af Hjortspringfundet er et koncentrat af vore studier af litteraturen om fundet.En oversigt over denne litteratur kan ses her.
Akæologiske beretninger for de dele af Hjortspringfundet vi beskæftiger os med.
I 1915 lå den daværende museumsinspektør for Sønderborg Slots museum Jens Raben på lazarettet i det dengang tyske Sønderborg. Det var under krigen 1914 - 1918. På samme stue lå en anden såret sønderjyde, Jørgen Petersen. Denne fortalte Raben, at han havde hørt, at der i firserne under tørvegravning var blevet fundet oldsager i Hjortspring Mose ved Guderup. Efter udskrivningen tog Raben og Petersen op til mosen, hvor ejeren Christen Nymand fortalte, at han som dreng havde været med til at grave tørv i mosen. Der havde man fundet en lang planke, der var blevet tørret og siden brændt. Ligeledes havde man under tørvegravningen været generet af talrige spydspidser, der var blevet smidt ind i et hegn. Der havde ikke været gravet i mosen siden 1889.I 1918 foretog Verein für Heimatkunde en kort udgravning uden at finde noget. Ejendommeligt!Efter genforeningen skrev Raben til Nationalmuseet i København og refererede Nymands fortælling. Museumsinspektør K. Friis Johansen, Nationalmuseet besøgte ejeren af mosen og traf aftale om en udgravning i 1921. I juli 1921 ankom Gustav Rosenberg, en konservator fra Nationalmuseet, for at indlede udgravningen.I 1921 gravedes 37 arbejdsdage, hvor der blev fremdraget store mængder af våben.I 1922 udgravede man over 52 arbejdsdage båden, skadet som den var af tørvegravningen og tiden.En mere detaljeret beskrivelse af selve udgravningen, transporten af det fundne og konserveringen kan findes i G. Rosenberg: ”Hjortspringfundet" og F. Kaul: “Da våbnene tav”.Se Kilder nederst på siden. I 1921/22 blev våben udstyr og båd udgravet, ledet af konservator G. Rosenberg. Historiegruppen interviewede datteren af Jens Raben, Fru Hertha Raben Petersen, i 1995, hvorfra citeres: Hjortspringbåden blev udgravet i 1921-22 af Nationalmuseet. Jeg var dengang en skolepige, og far tog mig med, når han deltog i udgravningen.Direktør for Nationalmuseets 1. Afdeling var dengang Sofus Müller, en rethaverisk herre, som alle i mosen frygtede, og ingen turde modsige.Udgravningens leder var G. Rosenberg, som jeg senere mødte ved udgravningen af Ladbyskibet. Hans stille, hensynsfulde færden har jeg i bedste erindring. Konservator Raklev var altid oplagt til spøg. Han elskede at drille store og små, og han kunne fortælle fantastiske historier. Senere kom arkæologer som Brøndsted, Broholm og Friis Johansen til. Min særlige opmærksomhed gjaldt en hollænder, hvis navn jeg erindrer som Stein van Callenfels. Hans udseende og væremåde husker jeg tydeligt. Callenfels havde tilbragt mange år på Java og der deltaget i udgravninger. Lille og rund som jeg husker ham, ser jeg ham sidde, næsten som var han klemt fast, i en søgegrøft. Han kunne dog bevæge sig så meget, at han kunne hive sine lange tynde cigarer, som han fik sendt fra Holland, ud af brystlommen. Engang kom cigarleveringen ikke rettidigt, og da var der ved at gå panik i ham.Når vejret var godt, måtte jeg ledsage min far til dette lille paradis. Vi kørte med “æ Kleinbahn” fra Sønderborg til Stevning og gik til fods til mosen. Far bar sin rygsæk, der indeholdt vores frokost, tegnesager og andre utensilier, nyttige sager.I mosen var der travlhed, når vi kom. Grøfter var stukket af, og hr. Rosenberg kom for at hilse på far og berette om tingene. Desværre var vejret ikke altid godt, og ved stærk regn fyldte grøfterne sig med vand, så der måtte pumpes.I 1990 så jeg den udstillede båd på Nationalmuseet, og minderne fra udgravningen for snart 70 år siden kom frem igen - minder fra barndommen, der har bidt sig enormt fast i mig. Kilder Hjortspringfundet.Da våbnene tav.Hvad Haanden former er Aandens Spor.Nyere erkendelser kan findes i disse:Danmarks Oldtid, Ældre Jernalder, Bind 3, Jørgen Jensen.Hjortspring, Ole Crumlin-Pedersen & Athena TrakadsSejrens triumf, Udstillings katalog, Nationalmuseet
  1. Exhb3-da
  2. Exhb2-da
  3. Film7-da
  4. Film6-da

Side 3 ud af 6